Kosmos II
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

29 nerne, „Himlens evige Blomster", hæve Menneskets Aand fra det Synlige til det Usynlige.^ Naar han i Sagnet om Verdeusstabelsen vil lovprise „Havets Skjonhed", saa stildrer han forst Synet af den ubegrændsede Flade i dens forskjellige, afverlende Tilstande: „hvorledes den, blidt bevæget af Lufte- nes Aande, tilbagekaster mangefarvigt, snart hvidt, snart blaat snart rødligt Lys, og hvorledes den fjærtegner Kysten i sine fredelige Lege." Den samme sentimental tungsindige, Naturen tilvendte, Stemning finde vi hos Gregorius af Nyssa, den store Basilius's Broder. „Naar jeg", udraaber han, „seer Klippens Nyg og Dalens Grund, samt Slettett med nysfrem- sviret Græs og derefter Træerttes mangfoldige Prydelse, samt ved min Fod den af Naturen dobbelt, med Vellugt øg Farve- ynde, begavede Lilie; naar jeg seer Havet i det Fjerne, hvor- hen Skyerne iler, da gribes min Sjæl af Tungsindighed, men som dog ikke er uden indre Fryd. Forsvinde om Efteraaret dernæst Frugterne, falde Bladene af og stivue Træets Grene under Berøvelsen af sin Pryd'; da fordybe vi os (ved den evig og regelmæssig sig gjeutagende Verel) i Betragtning af Samklangen i Naturens vidunderlige Kræfter. Hvo, der har gjennemstuet denne med Sjælens tænkende Blik, han foler Menneskets Lidenhed mod Verdensaltets Storhed."49 Ledede en saadan Forherligelse af Gud i dett kjærligheds- fulde Betragttting af Naturen de christelige Grækere til digte- riske Naturskildringer, saa bare de derimod, i denne nye Tro's tidligere Tid og ifølge deres Tænkemaades Eiendommelighed, en afgjort Foragt for alle Værker af menneskelig Kunst. Past Utallige Steder siger Chrysostomus: „Seer Du skinnende Byg- ninger og vil Synet af Soilegange forføre Dig, saa betragt Himlens Hvælving og de frie Marker, paa hvilke Hjordene græsse ved Soens Bred. Hvo foragter ikke alle Kunstens