Kosmos II
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

28 Min Hytte ligger paa Toppen, saaledes at jeg derfra over- stuer den vidudstrakte Slette saavelsom hele Floden Iris's Lob; denne er ffjonnere, og har en sterre Vandrigdom end Strymon ved Amphipolis. Floden t min eensomme Egn, mere rivende end nogen anden af dem, jeg kjender, bryder sig mod den fremspringende Klippevæg og vælter sig ftum- mende ned i Afgrunden: for Bjergvandreren et yndigt, vid- underlig fijont Skue, for de Indfødte gavnlig ved sin Rigdom paa Fisk. Skal jeg bestrive Dig de befrugtende Dampe, der stige op af (den fugtige) Jord, eller den kolige Luftning, som hæver sig fra den (bevægede) Vandflade? Skal jeg nævne Fuglenes yndige Sang og de blomstrende Urters Fylde? Hvad der fremfor Alt andet tiltrækker mig, er Egnens stille Fred. Den afbrydes kun af Jægere; thi min vilde Egn foder Hjorte samt Flokke af vilde Geder, men derimod ikke eders Bjorne og Ulve. Hvorledes skulde jeg kunne onske at ombytte noget andet Sted med dette! Efterat Alkmceon havde fundet Echi- naderue, vilde han ikke omvanke videre." ^0 3 denne simple Skildring af Egnen og Skovlivet udtale sig Følelser, der paa en inderligere Maade sammensmelte med den moderne Tids, end Alt, hvad vi besidde fra den græsse og romerste Oldtid. Fra den eensomme Bjerghytte, i hvilken Basilius havde truk- ket sig tilbage, sænker Blikket sig paa den dybtliggende Skovs fugtige Lovtag. Endelig har han fundet den Hvileplads, hvorefter han og hans Ven Gregorius af Nazianz,^ saa meget have længtes. Den digterift mythiske Streng, som han be- rører i Slutningen as Brevet, klinger som en Stemme, der fra en anden, tidligere Verden toner over t den christelige. Ogsaa Basilius's Homilier over Heraemeron vidne om hans Følelse for Naturen. Han beftriver de milde, evig- klare Nætter i Lilleasien, hvor, som han udtrykker sig, Stjer-