Kosmos II
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

40 derved tillige berøvet sin tidligere aandelige Selvstæudighed, fremspirede under Samaniderne, Gazneviderne og Seldschukerne atter en Nationak-Litteratur. Poesiens. Blomstren fra Firdusi indtil Hafiz og Dschami vare de neppe fire til femhundrede Aar; den gaaer næsten ikke længere end til Vasco de Gama. Naar vi efterspore Naturfolelsen hos Inder og Perser, saa maae vi ikke glemme, at vi see begge Folkefærd, med Hensyn til Maalet for deres Dannelse, paa lige Maade adskilte fra hinanden ved Tid og Num. Den persiske Litteratur tilhorer Middelalderen, den store indiske derimod Oldtiden og det i fuldeste Betydning. Naturen paa det iranske Hoiland besidder ikke den yppige Trævegetation, den Planternes vidunderlige Skikkelse og Farve, som pryder Hindostans Jordbund. Vind- hya-Kjæden, der længe var Grændseforfljellet for de ost-ariffe Stammer, falder eudnu i Tropezonen, medens hele Persien ligger hiinsides Vendekredsen, ja den persiffe Digtning tilhorer deelviis endog Balkh's og Fergana's nordlige Egne. De af De persiske Digtere lovpriste fire Paradiser^ vare: den yndige Dal Soghd ved Samarkand, Maschanrud ved Hama- dan, Scha'bai Bowan ved Kal'ch Sofid i Fars og Ghute, Sletten ved Damascus. I Iran og Turan mangler derimod Skovnaturen og ined denne Eneboerlivet i Skovene, som begge saa mægtigt have indvirket paa de indiske Digteres Indbild- ningskraft. Haver, forfriskede af springende Vande 'samt fyldte med Nosenbuffe og Frugttræer, erstatte ikke de vilde, grandiose Naturscener i Hindostan. Det er derfor intet Un- der, at den beskrivende Poesie her er mindre livsfriff, ja ofte smaalig fuld af kunstlet Ziirlighed. Da der ifølge de Indfodtes Aandsretuing tillægges det den første Roes, som vi betegne ved Ordene A a ud og Vittighed, saa inaci vor Beundring for de persiske Digtere indskrænke sig til deres