Kosmos II
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

44 indiske Digtning. Hengiven til den rene Beffuelse af det Guddommelige, fmdbilledelig i Sproget, men klar og simpel i Tanke, finder den Velbehag i Lignelser, der næsten rhytmiste og uforandrede gientage sig. Som Naturbeskrivelse er det gamle Testamente en tro Affpeiling af det Lands Beskaffenhed, i hvilket Folk bevægede sig, fra den Afverling imellen Ufrugtbarhed, Zjppighed og libanontifl Skovbedcekuing, som Jordbunden i Palæstina frem? byder. Det skildrer Klimaets Forhold i regelret Tidsfølge, Hyrdefolkenes Sæder og deres nedarvede Antipathie mod Agerdyrkning. De episte eller historiske Fremstillinger have en naiv Simpelhed, der næsten er storre end hos Herodot; de ere natursande, hvilket ved den ringe Foranderlighed i Sæder og alle andre Forhold, som Nomadelivet forer med sig, de nyere Reisende eenstemmigt bevidne. Hebræernes Lyrik derimod besidder langt storre sproglig Prydelse og udfolder et rigt Natur- liv. Mau kunde fristes til at sige, at Billedet af den hele Kosmos er nedlagt i den 1O4de Psalme: „Han (Jehova) svøber sig i Lys som et Klædebon, han udfolder Himlen som et Telt. Han grundede Jorden paa dens Underlag, saa den i al Evighed ikke stal rokkes. Vandene udspringe paa Bjergene og nedrinde i Dalene til de Steder, som ere dem anviste: paa det de aldrig stulle overskride de dem satte Grændser, men vederqvæge alle Markens Dyr. Luftens Fugle gviddre ind mellem Grenene under Løvets Tag. Fulde af Saft staae ten Eviges Træer, Libanons Cedre, som Her- ren selv har plantet, for at Smaafuglene her kunne bygge deres Rede, og Hojen paa Granen have sin Bolig. I Ver- denshavet vrimler det af Dyr, store og smaa, uden Tal. Der fare Skibene og Uhyret, som Du (Jehova) stabte til at boltre sig deri." Hernæst omtales „Markens Sæd efter