Kosmos II
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

45 Landmanden^ Flid, den muntre Viinavl og Oliebjerge- nes Pleje. Himmellegemerne give dette Naturbillede sin Fuldendelse. Han (Jehova) stabte Maanen til Tegn for Tiden, Solen veed, hvor den har hjemme. Det morknes, Natten kommer; i den snige alle Skovens Dyr sig om. Løve- ungerne brole efter Byttet og begjære deres Fode af Gud. Gaaer Solen op, da trække de sig tilbage og hvile i deres Huler: og da gaaer Mennesket ud tilsin Gjerning, til det Arbeide, han har indtil Aftenens Stund." Man undres over at mode en Skildring af Universet, af Himmel og Jord i en lyrisk Digtning af saa lidet Omfang og i saa faa store Træk. Det bevægede Elementarliv eller Naturen danner her Modsætningen til Menneskets rolige, moisommelige Væren og Virken fra Solens Opgang til Dag- værkets Ende, naar den nedsænker sig i Havets Skjod. Ved denne Contrast, denne almindelige Opfatning af Phærlomener- nes Verelvirktting, ved dette Tilbageblik paa ben allesteds- nærværende usynlige Magt, som „kan forynge Jorden" eller- knuse den til Stov, begrundes det Hoitidelige i en mindre livsvarm eller sjælfuld end ophøjet poetisk Digtning. Lignende Betragtninger over Kosmos mode vi paa flere Steder70 (P sal me 65, 7—14, og 74, 15— 17 og maaffee i den meest fuldendte Form i det 371e Kapitel af den gamle, om end ikke formosaiske Hjobs Bog. De meteorologiske Pro- cesser, som foregaae i Skytæppet, Dunsternes Formdannelse og Oplosning ved forstjellig Vindretnittg, Haglveirets Op- staaen samt Aarsagerne til den rullende Torden beskrives her med individuel Anstuelighed; endvidere forelægges her mange Sporgsmaal, som Nutidens Physik vel veed at give viden- stabeligt Klædebon, men derfor dog ingenlunde formaaer fyldestgjorende at besvare. I alle moderne Sprog, hvori