Fiskeriundersøgelser Ved Island Og Færøerne
I Sommeren 1903

107 — Silden trækker ind i Fjordene eller ej, er Udbyttet overinaade variabelt fra Aar til Aar; undertiden kan det give glimrende Resultat, under- tiden slaar det ganske fejl. Om de store aarlige Svingninger i Udbyttet af Sildefiskeriet faar man et tydeligt Begreb ved at gennemlæse Statistikken for de forskellige Aar (Side 104). (Sammenlign saaledes i Statistikken for Østamtet Udbyttet af Sild i Aarene 1899, 1900, 1901 og 1902, nemlig henholdsvis 180, 9684, 2004-8 og 419 Tønder). Da de store Kastenøter er meget kostbare Redskaber, som ska-1 forrentes, hvad enten Silden kommer ind paa Fjordene eller ej, er dette Fiskeri langtfra saa rationelt som Drivgarnsfiskeriet, hvorved Silden opsøges paa Havet. Dette sidste er da utvivlsomt ogsaa Fremtidens Silde- fiskeri paa Island. Med Bundgarnsfiskeri er der i de sidste Aar gjort nogle Forsøg paa enkelte Steder (Faxebugt, Øfjord og Dyrefjord). Beret- ningerne om Udbyttet (Sild, Tossk, Sej, Rødspætter o. s. v.) lyder meget forskelligt, og endnu kan der næppes siges noget sikkert om, hvilken Betydning dette Fiskeri kan faa paa Island. I Faxebugt drives i Vinterperioden og ifølge Sæmundsson ogsaa tildels om Efteraaret et vigtigt Fiskeri med Tor skegarn, men paa andre Steder bruges dette Redskab ikke. Fiskeri med Ruser og Snurrevaad finder ikke Sted paa Island. Inden jeg slutter Omtalen af Islændernes Kystfiskeri, skal jeg nævne Forekomsten ved Island af to Fiskearter, som, skønt de mange andre Steder, hvor de forekommer, er Genstand for nogle af de vigtigste og mest indbringende Fiskerier, dog ikke fiskes af Islænderne. Disse Fisk er Aalen (Angvilla vulgaris) og Rødspætten (Pleuronectes platessa). A al en forekommer paa flere Steder paa Island, i Reglen kun temmelig sparsomt, men dog enkelte Steder (saaledes f. Eks. i Horne- fjord) i ikke ringe Mængde. Om at basere et Fiskeri paa disse spredte Forekomster af vistnok ikke meget betydelige Mængder af Aal kan der efter min Mening sikkert ikke være Tale, navnlig da med de vanskelige Eksportforhold, hvorunder Island lider. Nogen større Be- tydning for det lokale Forbrug vil Aalen utvivlsomt heller ikke kunne faa. Helt anderledes stiller Forholdet sig med Rødspætten. Til- trods for at der findes store, gode Rødspætter i Mængde i saa at sige alle islandske Fjorde og Bugter, er det kun overordentlig lidt, der fiskes af Islænderne. Islænderne interesserer sig nu en Gang ikke for denne Fisk. Dette faar man allerede at se af de islandske Fiskeres Navne paa Rødspætten og andre Flynderfisk1) (Rødtunge, Skærising, ’) I Modsætning hertil har for Eksempel Stenbideren flere af Fiskerne anvendte Navne (se Listen over islandske Fiskenavne), og det samme gælder — naturligvis, kan jeg sige — ogsaa Torsken, men i begge disse Fisk er Islænderne jo ogsaa meget interesserede. Paa en ganske karakteristisk Maade afspejler de islandske Fiskeres Navne paa Fiskene den Betydning og Interesse, disse have for dem.