Fiskeriundersøgelser Ved Island Og Færøerne
I Sommeren 1903

130 — Den største Del af de norske Fiskefartøjer hører i Slutningen af Juli eller deromkring op med Torskefiskeriet og begynder da at fiske Sild. I mange Aar har Nordmænd drevet Sildefiskeri i Fjordene paa Nord- og Øst-Island med Stængegarn (Nøter), men uberegneligt, og lunefuldt som dette Fiskeri er og altid maa blive, fordi det af- hænger af, om Silden trækker ind i Fjordene eller holder sig ude til- søs, har Udbyttet været meget vekslende. I de senere Aar er det ofte slaaet helt fejl, men mange Nordmænd har nu uden at tabe Modet resolut slaaet ind paa en ganske anden Fiskemaade, der synes at skulle give fortræffeligt Resultat, nemlig Fiskeri med Driv garn udenfor Fjordene paa aaben Sø. Initiativet til denne F orandring i Driften skyldes, saa vidt jeg véd, især Konsul F algk i Stavanger, al hvis interessante Beskrivelse af Fiskeriet fra dets første Begyndelse jeg skal tillade mig at anføre et Uddrag, da Læserne herved bedre end paa nogen anden Maade kan faa en Forestilling derom og om dets rapide Udvikling. Efter at have omtalt hvorledes Stængegarnsfiskeriet i Fjordene paa Island Aar efter Aar kan slaa fejl, meddeler Konsul Falck, at han i 1900 udrustede to Smaadampere med Drivgarn efter hollandsk Mønster og begyndte med Fiskeriet i Slutningen af Juli fra Seyöisfjord paa Østlandet. Derefter hedder det videre: „Resultatet af det første Aars Arbejde var en Fangst af 536 Tønder god Vare, stor Fedsild, men da den var ganske ukendt paa Markedet, faldt det vanskeligt at faa den afsat fordelagtigt med en Gang; det gik dog. Eks- peditionen bragte selvfølgelig et betydeligt Tab, men jeg høstede Erfaring og fik bevist, at det virkelig lod sig gøre at fiske Sild paa Island. Disse mine Erfaringer offentliggjorde jeg i en Beretning og henledede Interesseredes Op- mærksomhed paa Sagen, idet jeg samtidig tilbød at give enhver, som maatte ønske det, yderligere Oplysning og Vejledning. Jeg fik ogsaa en hel Del Forespørgsler, og nogle enkelte anskaffede sig ogsaa nogle faa Garn, men det var ubetydeligt. Næste Sommer gentog jeg Forsøget og fik da 916 Tønder Sild, fordelt paa 3 Dampskibe, et yderst uheldigt Resultat, hvad Sildefangst angaar, men et udmerket Resultat med Hensyn til indvunden Erfaring, og det var nu fastslaaet, at her kunde blive noget at gøre. Jeg udsendte atter en Beretning, og der kom flere og flere F orespørgsler, og Jeg havde den Tilfredsstillelse at se, at der det næste Aar deltog ca. 20 Far- tøjer i Fisket, der da bragte 5000 Tønder, og disse fik jeg fortrinlig Pris for. Nu syntes Folk at vaagne, idet ingen af disse Aar heller havde bragt noget Notefiske paa Island, og de indrømmede, at en Forandring maatte til, dersom de overhovedet skulde faa nogen Sild at eksportere fra Island. Flere islandske Handelsmænd har indkøbt engelske Fiskekuttere, og for mange al disse har jeg skaffet Drivgarnsudrustning, og i 1903 var Udrustningen ti] Fisket betydelig; der deltog en Masse Eartøjer, og den samlede bangst var mindst 40 OOO' Tønder, alt fisket paa Øst- og Nordkysten, væsentlig udfor Siglufjord, hvor jeg oprettede en flydende Station om Bord i et gammelt Barkskib, der havde Tønder, Salt og Kul.“ Af denne Beretning ser man, hvor mægtig en Fremgang Nord- mændenes Drivgarnsfiskeri har haft i Løbet af kort Tid, saa at Ud-