Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

98 med Stoffer, der i og for sig ikke ere sure, kan danne nogle af de stærkeste Syrer. Var Kvælstof et syredannende Princip, vilde det være lige saa forunderligt, at det udgjør næsten 9/io af det flygtige Alkalis Vægt. Desuden maatte det af Kul og Kvæl- stof bestaaende Cyan ved sin Forbindelse med Brint tabe, og ikke, som Gay-Lussac selv havde vist, vinde i sure Egenskaber. Det var i del hele taget umuligt at gjøre Slutninger fra Egenskaberne hos en Forbindelses Bestanddele til Forbindelsens Egen- skaber. Disse sidste maa betragtes söm et Resultat af de i Forbindelsen indtrædende Elementers Kombination. Naar Gay-Lussac paastaaer, at Ilt og Brint i det Forhold, hvori de danne Vand, forholde sig som passive Elementer af en Forbindelse, som et blot Opløsningsmiddel, saa er dette en ren vilkaarlig Paastand, som strider mod al kemisk Erfaring. Brint og Chlor danne en stærk Syre, Ilt og Fosfor ligeledes; bringer man derfor Fosforchlorid, der ikke virker paa Lakmuspapir, i Forbindelse med Vand, vil Opløsningen indeholde en af de stærkeste Syrer, vi kjende. Kunde fremdeles Ilt og Brint i de Forhold, hvori de danne Vand, betragtes som passive, som neutraliserende hinanden i alle de Forbindelser, hvori de indgaa, maatte næsten alle Plantesyrer betragtes som Kulstofsyrer, som, skjøndt indeholdende langt mindre Ilt end Kulsyre, mange endog mindre end Kulilte, dog vise stærk sur Reaktion. Davy havde opdaget en Luftart, ClOi, som ikke har sure Egenskaber. Gay-Lussac havde opdaget en Forbindelse af 2 At. Brint, 1 At. Chlor og 6 Al. Ilt, som har sure Egenskaber, men han betragtede denne Substants som bestaaende af Chlor og Ilt og oversaa Brinten, uden hvilken den dog ikke kunde bestaa. Han antog, at en af 1 At. Chlor og 5 At. Ilt bestaaende Syre findes i alle Chlorater, men anførte end ikke det ringeste Bevis derfor. Disse Salte bestaa af 1 At. Chlor, 1 At. Metal og 6 At. Ilt, og man kunde antage, at Brinten i Chlorsyren havde overtaget Metallets Rolle. Gay-Lussac paastod fremdeles, at naar Chlorsyren ikke kan gjælde for en Forbin- delse af Chlor og 5 At. Ilt, kunde heller ikke Svovlsyre og Salpetersyre gjælde for Iltforbindelser. Sagen var imidlertid denne: En Syre, som skulde bestaa af 1 At. Kvælstof1) og 5 At. Ilt, er fuldkommen hypothetisk. Det simple Udtryk for Kjends- gjerninger er, at Salpetersyren er en Forbindelse af 2 At. Brint, 1 At. Kvælstof og 6 At. Ilt. Kun ganske faa Neutralsalte indeholde i Virkeligheden de Syrer og Baser, hvoraf de ere dannede. Chlorider, Jodider, Fluorider og Cyanider indeholde hverken Syre eller Base. Af Sulfater og Nitrater kunne Syrerne kun dannes ved Medvirkning af brintholdige Stoffer. Skulde salpetersur Ammoniak bedømmes efter dets Spalt- ningsprodukter, maatte det betragtes som en Forbindelse af Vand og Kvælstofforilte. Enkelte Syrer som Kulsyre synes at indtræde som saadanne i deres Salte, men det er ganske umuligt at afgjøre, hvorledes Elementerne i disse Salte ere ordnede. Som man ser, indeholde de Anskuelser, Davy gjorde gjældende, i Grunden en Kritik af hele det dualistiske Princip, og Davy maa nærmest betragtes som For- fægter af den Lære, Laurent og Gerhardt langt senere udviklede, medens Dulongs Anskuelser væsentlig vare dualistiske og de samme, som Liebig og Graham senere ’) Lige saa lidt som Chloratomet blev Kvælstofatomet dengang delt.