Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830
Forfatter: S. M. Jørgensen
År: 1916
Forlag: HOVEDKOMMISSIONÆR: ANDR. FRED. HØST & SØN, KGL. HOF-BOGHANDEL
Sted: KØBENHAVN
Sider: 109
UDK: 54 (09)
EFTERLADT MANUSKRIPT udgivet af OVE JØRGENSEN
og S. P. L. SØRENSEN
D. Kgl. Danske Vidensk. Selsk. Skrifter, Naturv. og Mathematisk Afd., 8. Række. II. 1.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
101
salte 1. Ex. KS2-\- 2AsS3, ÆS2+2Sn52, ÆS2-|-2CS2*), og fremdraget denne Analogi med
stor Klarhed: „De svafvelbundne radikalerna af alkalierna och de alkaliska jord-
arterna förhålle sig til andra svafvelbundne metaller såsom deras oxider till andra
metallers oxider och genom deras inbördes förening uppkomma dubbelsulfureta,
som kunna liknas vid salter, emedan det ena sulfuretum deri är elektropositift d. ä.
basiskt emot det andra såsom elektronegatift, företrädande en syras ställe.“* 2).
Men det var dog først 1825, at han paabegyndte sit store Arbejde om „Svafvel-
salter“3), hvori han beskrev c. 120 saadanne Forbindelser, nogle ganske vist kun
flygtigt, nien mange ledsagede af omhyggelige Analyser, og som Indledning frem-
satte en Række vigtige Betragtninger over Syrer og Salte i Almindelighed : Analogien
imellem de elektroposilive Forbindelsers Egenskaber kalde vi Basiskhed og mellem
de elektronegative Surhed: Herved er det blevet forstaaeligt, at et med Brint for-
bundet Element, som sønderdeler et basisk Ilte, idet det samtidig neutraliserer de
elektrokemiske Egenskaber hos dets Radikal, ligesaa vel kan smage og reagere surt,
som naar Elementet er forenet med Ilt og neutraliserer Iltbasen. Exempler ere
Chlorbrinlesyren, som sønderdeler Basen, og Chlorsyren, som forener sig dermed.
Produkterne ere i begge 1 ilfælde analoge og have de Egenskaber, som karakterisere
Saltene, uagtet Saltet i første Tilfælde bestaar af to usammensatte Stoffer, i sidste af to
Ilter. Hvad vi kalde Salt, maa saaledes bestemmes af el elektrokemisk Forhold uden
Hensyn til Bestanddelenes Antal. Vi kalde derfor Chlornatrium for el Salt, fordi
de to Bestanddele aldeles have ophævet hinandens elektrokemiske Forhold. Men vi
kalde ikke Natriumilte for et Salt, thi Ilten har ikke ophævet Natriums elektriske
Forhold. Den Omstændighed, at Chlor neutraliserer et elektropositivt Metal, men
Ilten ikke, ligger ikke i disse Stoffers ulige elektrokemiske Intensitet, thi i saa Fald
skulde, om end ikke 1 At. Natrium med 2 Al. Ilt o: Natron være neutralt, saa dog
en forbindelse med flere At. Ilt blive det, men Natriumoverilte er det ikke, men
har i Stedet antaget nogle af Iltens elektronegative Forhold. Hvis derimod et elektro-
positivt Metal forener sig med Chlor i liere Forhold, saa ere alle Forbindelserne Salte.
Aarsagen til denne karakteristiske Forskjel kan ikke tilskrives en ulige elektrisk
Elektricitet, men maa søges i en anden Forskjel i disse Stoffers materielle Natur.
De elektronegative Stoffer deler Berzelius derfor i 3 Afdelinger: 1° de, som i
Forbindelse med elektroposilive Stoller danne Salte, corpora halogenia, Chlor,
Jod og Fluor; 2° de, som i Forbindelse med elektroposilive Stoffer danne Baser
og med elektronegative Stoffer Syrer, der igjen forene sig ti] Salte. Saadanne cor-
pora amphigenia ere Ilt, Svovl, Selen og Tellur; 3° de, som ikke have Egenskaber
lælles med 1ste og 2den Afdeling, men med Stoffer af 2den Afdeling danne Syrer,
Kvælstof, Brint, Phosphor, Bor, Kulstof, Silicium, Arsenik og de elektronegative
Metaller, hvilke sidste ogsaa danne svage Baser. — De elektropositive Stoffer danne
J) Sml. ovenfor S. 86, Note 3.
2) Ärsberätt. 1822, S. 77.
3) Vet. Ak. Handl. 1825, S. 232.