Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

102 kun en Række, som med den første Afdeling af de elektronegalive Stoffer danne Salte, med den anden Baser og med den 3die „Alliager“. Haloidsaltene danne i fuldkommen Overensstemmelse med Amfidsaltene baade basiske og sure Salte. De basiske bestaa af det elektroposilive Metals Oxyd forenet med dets Haloidsalt, men allid saaledes, at Oxydulet forenes med Chloruret og Oxydet med Chloridet. De sure Salte ere Forbindelser af Haloidsaltet med dets Brintsyre. Ogsaa de amfigene Stoffer danne Brintsyrer, men de forene sig med Metalilter ikke til et Salt men til en Anifidbase (f. Ex. Svovlkalium), der igjen kan forenes med Brintsyren til et Salt (Sulfhydrat): „Här är en skarp och bestämd gräns emellan Saltbildares vätesyror och Basbildares vätesyror, hvilka således utgöra tvenne särskilta klasser, af hvilka de förre icke ingå i de salter, åt hvilka de gifva upphof, då deremot de sednare såsom syror förena sig med den basis, de bildat." Men uagtet Berzelius saaledes skarpt skelner mellem Amfid- og Haloidsalte, indrømmer han dog, at: „Consequent borde också amphidsalterna betraktas såsom frambrakte ej allenast af en basis och en syra, utan också såsom uppkomne af en eleklropositif metall förenad med en saltbildare, sammansatt af två elektronegativa kroppar", altsaa som Dulong antog. Begge disse Anskuelser gaa parallelt, begge „kunna vara och äro troligen lika riktiga11, men den sidste har det imod sig, at den sammensatte Saltdanner kun i meget faa Tilfælde har kunnet fremstilles.2) Samtidig blev imidlertid de Anskuelser, Dulong havde skitseret, — det maa i høj Grad beklages, at hans Arbejde, saavidt vides, aldrig er blevet offentliggjort fuld- stændigt — udviklede med stor Klarhed af Thom. Clark i Forelæsninger, han 1826 —28 holdt ved Glasgow Mechanics Institution. Men heller ikke disse Forelæsninger blev offentliggjorte. Der foreligger kun nogle Tabeller, som blev trykt til Oplysning for Tilhørerne, om de Formler, han anvendte. Disse Tabeller ere optrykte af J. J. Griffin 3) og ere højst mærkelige. Formlerne vise, at Clark har gjennemført Brintsyretheorien med stor Konsekvens. Han skriver saaledes Svovlsyre SO,O,H (S=8, 0 = 8, H='N), Salpetersyre NO, O, O-,H (N = 7), Chromsyre CrO, O; H (Cr =14), Oxalsyre CO, O; H (C = 6), Kaliumsulfat SO, O; K (K = 20), surt Kaliumsulfat SO, O- K- SO, O - H, Aluminiumsulfat SO, O, Al, SO, O , Al-, SO, O(Al = 7). Kun for de kul- sure Salte synes han at være inkonseqvent. Han skriver saaledes Natriumcarbonat CO, O; NaO, Na 10H2O (Na = 12) og paa samme Maade alle, andre Carbonater f. Ex. CO, O-, CaO, Ca (Ca = 10). Vand skriver han H0,H, Natron NaO, Na. For Alkali- hydraterne findes ingen Formler, lige saa lidt som for Fosforsyre og Fosfater. Men for andre Forbindelser findes højst mærkelige Formler, sorn synes at foregribe langt senere Tiders Anskuelser. Alkohol skrives saaledes: H0,CH,H-, CH,H,H, Myresyre H,C0,0-H, Eddikesyre CHHH- CO, O ; H, Ravsyre CH, H-CO, O; H. J) Ibid. S. 242. 2) Berz. Årsberätt. 1826, S. 187. 8) Griffin: Chemical Recreations and Romance of Chemistry, Glasgow, 1834, 12° og Griffin: The radical Theory of Chemistry. London, 1858, 8°.