Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

103 Det juste-milieu, hvormed Berzelius søgte at forsone de stridende Meninger, var langt fra at vinde almindeligt Bifald. De Ideer, som Gay-Lussac havde egentlig mere antydet end udviklet, kom atter frem i klarere Form, og man kunde ikke finde sig i den Inkonseqvens, Berzelius’ Adskillelse af Haloid- og Amfidsalte vilde indføre i Kemien. Allerede i Slutningen af 1826 fremhævede v. Bonsdorff i et Brev til Gay-Lussac1) den store Lighed, der fandtes mellem Chlor, Jod o. s. v. paa den ene, og Ilt paa den anden Side baade i de Forbrændingsfænomener, der fremkaldtes, og i deres Evne til at danne luftformige Forbindelser, og fandt det derfor naturligt, at ogsaa Chlor og Jod med elektronegative Stoffer dannede „composés analogues aux acides“ og paa den anden Side med elektropositive Metaller „composés analogues aux bases saliflables.“ Han finder denne Tanke bekræftet ved, at Kvægsølvchlorid reagerer tydelig surt paa Lakmustinktur, men at den røde Farve forsvinder ved Tilsætning af Chloriderne af Kalium, Natrium, Lithium, Baryum, Strontium, Calcium, Magnium, Yttrium, Cerium, Mangan, Nikkel, Kobalt o. fl. Han fremstillede en Del krystallinske Salte, hvori Kvægsølvchioridet aabenbart var Syre og det elektropositive Metals Ghlorid fungerede som Base, og som reagerede neutralt. Han finder derfor Føje til at kalde Kvægsølvchlorid „acide chlorohydrargyrique“ og dets Salte „chloro- hydrargyrates“. Platinchlorid og Palladiumchlorure have givet ham lignende Resul- tater, og han har ogsaa fremstillet enkelte Jodohydrargyrater, og han mener, at de talrige Forbindelser, Berzelius i de sidste Aar havde fremstillet af Silicium-, Bor-, og Titanfluorid med elektropositive Metallers Fluorider sikkert maatte opfattes fra samme Synspunkt. I sin fuldstændige Afhandling2) udvikler v. Bonsdorff disse Ideer videre og fremhæver, at da Haloidforbindelserne af de elektropositive Metaller i dette System fungere som Baser, burde de ogsaa reagere alkalisk. Vel forandre Chlorkalium og Chiornatrium, selv om deres Opløsninger indtørres paa Fernambuk- papir, aldeles ikke dettes Farve, for Chlorbaryum og Chlorstrontium er Indvirkningen næppe kjendelig, men Chloriderne af Calcium, Magnium, Mangan og Zink vise ganske tydelig Reaktion efter en halv eller en hel Dags Indvirkning. Han mener at finde Grunden hertil i, at Chlorkalium og Chiornatrium krystalliserer vandfrit, medens Vand er nødvendigt til alle disse Farvereaktioner. Bromider af Calcium, Magnium, Mangan og Zink reagere ogsaa svagt alkalisk, Jodkalium, Fluorkalium og Fluor- mangan vise endogsaa stærk alkalisk Reaktion. En Antydning af, at ogsaa Chior- natrium kan optræde som Base, saa v. Bonsdorff ogsaa deri, at Druesukker, der- ved at forbinde sig med Kalk tydelig viser Syrekarakter, danner en krystallinsk Forbindelse med Kogsalt. I Overensstemmelse med sin hele Betragtningsmaade antager han ogsaa, at ligesom de lavere Ilter af flere Metaller ere Baser, de højere Syrer, saaledes maa ogsaa f. Ex. de lavere Chlorider kunne optræde som Baser, overfor de højere som Syrer, og finder en Antydning deraf i, al Kalomel opløser sig i Platinchlorid, dog har han ikke undersøgt dette Forhold nøjere. Men omtrent *) Ann. chim. phys. 34, 142. 2) K. Vet Akad. Handlingar 1828, S. 174 og 1830 S. 117.