Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

105 Ogsaa Liebig1) mente oprindelig ligesom v. Bonsdorff, at Forbindelser af elektronegative og elektropositive Chlorider burde betragtes som Salte og ikke som Dobbeltsalte, men uagtet han fandi, at Cyansølv og Cyankvægsølv overfor Cyankalium niere forholdt sig som Syrer end Svovlarsen overfor Svovlkalium, mente han dog at maatte opgive hin Tanke, fordi Forbindelser som 2HgCl2Jr HgJ2, HgCg2-\- KJ, en Forbindelse af Hg(NO3)2JrHgJ2, Wohler’s AgNO3+2AgCy og AgNO3, HgCy2A-AH2O vanskelig lode sig forene med en saadan Forestilling. Især mener han, at det vil være umuligt at betragte KCl-\-MgCl2-\-QH20 under et andet Synspunkt end K2SOi MgS0iJr^>H20. Skjøndt Gay-Lussac, foranlediget af Berzelius’ Undersøgelser af de jernholdige Cyandobbeltsalle, ganske i Dulong’s Aand betragtede Ferrocyansaltene som afledede at „un véritable hydracide dont le radical serail formé de 1 atome de fer et de 3 at. cyanogéne“ 2) og kaldte dette Radikal „cyanoferre“, kan der dog ingen Tvivl være om, at han ganske delte Boullay’s Anskuelser m. H. t. Haloiddobbeltsalte. Den Opfattelse, Boullay havde gjort gjældende om Salte som Forbindelser af 2 sammen- satte Legemer, stemte jo ganske med den, Gay-Lussac selv havde fremsat i sit Arbejde om Jodet og yderligere præciseret Aaret efter (se ovenfor S. 97). Men en anden Konseqvents af denne Opfattelse var, at de enkelte Chlor-, Brom- og Jod- metaller kun i Opløsning i eller forbundne med Vand vare at betragte som Salte, nemlig som Forbindelser af Brintsyrerne med Baser. Berzelius havde jo tidligere stærkt hævdet en saadan Opfattelse af Svovlalkalimetallernes vandige Opløsninger, men i sin Afhandling om Flersvovlalkalimelallerne ganske opgivet den, og Gay- Lussac havde ogsaa paa dette Punkt sluttet sig til ham, idet han nu ligesom Berzelius betragtede Svovlkalium som en Svovlbase, der med Svovlbrinte forbandt sig til et virkeligt Salt.3) Men en videre Undersøgelse af Svovlsaltene førte jo Berzelius til at opfatte Haloidmetallerne som virkelige Salte, og han rejste nu Spørgsmaalet, om der overhovedet existerede brintsure Salte i Gay Lussac’s Forstand. Ad Erfaringens Vej, mente han, kunde dette Spørgsmaal aldrig afgjøres, men er det tænkeligt, at en saa fuldstændig neutral Forbindelse som Chlorkalium har Tendens til at sønder- dele Vand, og at en Proces, hvor Kalium forener sig med Ilt, Chlor med Brint og Kali med Saltsyre skulde foregaa ikke blot uden Varmeudvikling, men endog under Varmebinding? Man vil indvende, at dog Ammoniaksalte uomtvistelig ere brintsure Salte, men den Indvending falder bort ved at betragte disse Salte som Ammonium- forbindelser, der jo ogsaa vise de stærkeste Analogier med Kaliumforbindelserne.4) Der er desuden ikke større Forskjel paa fast Kogsalt og en Kogsaltopløsning end paa fast Salpeter og en Salpeteropløsning, hvorimod man ved at antage, at Kogsalt- opløsningen indeholder saltsurt Natron maa antage, at der er større Forskjel paa Schweigg. Jahrb. der Chem. u. Phys. 49, 251 (1827). 2) Ann. chim. phys. 22, 322 (1823). 3) Ibid. 30, 24 (1825), 4) Berz. Jb. 6, 187. D. K. D. Vidensk. Selsk. Skr., naturvidensk. og mathem. Aid., 8. Række. IL 1. 14