Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830
Forfatter: S. M. Jørgensen
År: 1916
Forlag: HOVEDKOMMISSIONÆR: ANDR. FRED. HØST & SØN, KGL. HOF-BOGHANDEL
Sted: KØBENHAVN
Sider: 109
UDK: 54 (09)
EFTERLADT MANUSKRIPT udgivet af OVE JØRGENSEN
og S. P. L. SØRENSEN
D. Kgl. Danske Vidensk. Selsk. Skrifter, Naturv. og Mathematisk Afd., 8. Række. II. 1.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
106
Kogsalt og saltsurt Natron end paa Svovljern og Jernvitriol. Denne sidste inde-
holder dog kun Ilt mere end Svovljern, men saltsurt Natron foruden Kogsalt baade
Ilt og Brint.1)
Af disse Indvendinger mod brintsure Salte var dog en af de vigtigste, Varme-
toningen ved Opløsning af Chlormetaller, allerede imødegaaet af Gay-Lussac (se
ovenfor S. 94) med, at Varmetoningen her er et Resultat af modsatte Kræfter, som
det er vanskeligt at holde Regnskab med. Man maa jo i Virkeligheden erindre, at
foruden de positive Varmetoninger, Berzelius her fremhæver, foregaar der ogsaa
negative ved, at Vand og* Chlorkalium dekomponeres. Men ogsaa fra andre Sider
fremkom der Udtalelser til Forsvar for de brintsure Salte. Geiger 2) fandt det sand-
synligt, at da hverken Iltsyrer eller Iltbaser sønderdele en vandig Opløsning af
Gyankvægsølv (men Brintsyrer let), er dette Salt opløseligt som saadant i Vand
uden at sønderdeles af Vandet til blaasurt Kvægsølvilte. Det samme gjælder Kvæg-
sølvchlorid, som heller ikke dekomponeres af Iltsyrer. Han mener derfor, at Chlor-,
Jod- og Cyanforbindelser af de Metaller, der som de ædle have ringe Affinitet til
Ilt, men stor til Chlor, Jod og Cyan, opløses som saadanne i Vand, men Chlor-,
Jod- og Cyanforbindelser af Metaller, der have ligesaa stor Affinitet til Ilt, opløses
som brintsure Salte. Reaktionen giver sig ofte tilkjende ved en betydelig Varme-
udvikling, som naar Chlorcalcium opløser sig i Vand.
I 1835 tog L. Schnaubert Spørgsmaalet om brintsure Salte i Gay-Lussac’s For-
stand op til en udførligere theoretisk Undersøgelse3). Han indrømmer, at Berzelius’
Opfattelse er simpel og konseqvent, og at Læren om brintsure Salte ikke drager
nogen bestemt Grændse mellem Haloidsalte og brintsure Salte. Han deler derfor
Saltene i Almindelighed i Basesalte, Forbindelser af Ilt- eller Brintsyrer med
Baser, og Haloidsalte, der bestaae af en Saltdanner og et Metal. Haloidsaltene
ere enten egentlige Haloidsalte, der ved Opløsning i Vand gaa over til brintsure
Basesalte, eller Haloidsyrer, Forbindelser af et Metal med saa megen Saltdanner
at de ved Opløsning i Vand dekomponeres saaledes, at Metallet gaaer over til en
Iltsyre, som med den samtidig dannede BrinLsyre forener sig til en Dobbellsyre
Saaledes er Tinchlorid, SnClv opløst i Vand: „Zinnhydrochlorsäure“ = SnO2-\-4HCI.
Som Grunde, der tale for denne Anskuelse, anfører han meget. Fosfor, Svovl,
Selen og Bor have stor Tiltrækning til Ilt, men Alkaliernes og de alkaliske Jord-
arters Metaller en endnu større. Da nu de førstes Clilorforbindelser dekomponere
Vand, er det endnu sandsynligere, at de sidstes gjøre det. Alkalierne og de alkaliske
Jordarters Metaller sønderdele allerede for sig Vand, Chlor gjør under visse Forhold
det samme, og Brintsyrerne have stor Tiltrækning til Metalilter. Om man end ikke
ligefrem kan bevise, al Haloidsaltene dekomponere Vand, saa er det dog vist, at
Haloidsyrer, som Chromperchlorid, som Peligot og H. Rose4) havde vist indeholdt
*) Vet Akad. Handl. 1825, 235.
2) Geiger: Handbuch d. Pharmacie 1, 555.
3) Journ. f. prakt. Ch. 6, 353.
4) Pogg. Ann. 27, 570.