Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

106 Kogsalt og saltsurt Natron end paa Svovljern og Jernvitriol. Denne sidste inde- holder dog kun Ilt mere end Svovljern, men saltsurt Natron foruden Kogsalt baade Ilt og Brint.1) Af disse Indvendinger mod brintsure Salte var dog en af de vigtigste, Varme- toningen ved Opløsning af Chlormetaller, allerede imødegaaet af Gay-Lussac (se ovenfor S. 94) med, at Varmetoningen her er et Resultat af modsatte Kræfter, som det er vanskeligt at holde Regnskab med. Man maa jo i Virkeligheden erindre, at foruden de positive Varmetoninger, Berzelius her fremhæver, foregaar der ogsaa negative ved, at Vand og* Chlorkalium dekomponeres. Men ogsaa fra andre Sider fremkom der Udtalelser til Forsvar for de brintsure Salte. Geiger 2) fandt det sand- synligt, at da hverken Iltsyrer eller Iltbaser sønderdele en vandig Opløsning af Gyankvægsølv (men Brintsyrer let), er dette Salt opløseligt som saadant i Vand uden at sønderdeles af Vandet til blaasurt Kvægsølvilte. Det samme gjælder Kvæg- sølvchlorid, som heller ikke dekomponeres af Iltsyrer. Han mener derfor, at Chlor-, Jod- og Cyanforbindelser af de Metaller, der som de ædle have ringe Affinitet til Ilt, men stor til Chlor, Jod og Cyan, opløses som saadanne i Vand, men Chlor-, Jod- og Cyanforbindelser af Metaller, der have ligesaa stor Affinitet til Ilt, opløses som brintsure Salte. Reaktionen giver sig ofte tilkjende ved en betydelig Varme- udvikling, som naar Chlorcalcium opløser sig i Vand. I 1835 tog L. Schnaubert Spørgsmaalet om brintsure Salte i Gay-Lussac’s For- stand op til en udførligere theoretisk Undersøgelse3). Han indrømmer, at Berzelius’ Opfattelse er simpel og konseqvent, og at Læren om brintsure Salte ikke drager nogen bestemt Grændse mellem Haloidsalte og brintsure Salte. Han deler derfor Saltene i Almindelighed i Basesalte, Forbindelser af Ilt- eller Brintsyrer med Baser, og Haloidsalte, der bestaae af en Saltdanner og et Metal. Haloidsaltene ere enten egentlige Haloidsalte, der ved Opløsning i Vand gaa over til brintsure Basesalte, eller Haloidsyrer, Forbindelser af et Metal med saa megen Saltdanner at de ved Opløsning i Vand dekomponeres saaledes, at Metallet gaaer over til en Iltsyre, som med den samtidig dannede BrinLsyre forener sig til en Dobbellsyre Saaledes er Tinchlorid, SnClv opløst i Vand: „Zinnhydrochlorsäure“ = SnO2-\-4HCI. Som Grunde, der tale for denne Anskuelse, anfører han meget. Fosfor, Svovl, Selen og Bor have stor Tiltrækning til Ilt, men Alkaliernes og de alkaliske Jord- arters Metaller en endnu større. Da nu de førstes Clilorforbindelser dekomponere Vand, er det endnu sandsynligere, at de sidstes gjøre det. Alkalierne og de alkaliske Jordarters Metaller sønderdele allerede for sig Vand, Chlor gjør under visse Forhold det samme, og Brintsyrerne have stor Tiltrækning til Metalilter. Om man end ikke ligefrem kan bevise, al Haloidsaltene dekomponere Vand, saa er det dog vist, at Haloidsyrer, som Chromperchlorid, som Peligot og H. Rose4) havde vist indeholdt *) Vet Akad. Handl. 1825, 235. 2) Geiger: Handbuch d. Pharmacie 1, 555. 3) Journ. f. prakt. Ch. 6, 353. 4) Pogg. Ann. 27, 570.