Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

107 Ilt og var CrO2Cl2, opløst i Vand danner en Dobbeltsyre og altsaa ikke kan være en Forbindelse af metallisk Chrom og Chlor. Det er fremdeles muligt med Schnaubert’s Theori at forklare Ammoniaksalle uden Hypothese. Rose [) gjør ogsaa opmærksom paa, at Fosforbrintens Forbin- delser med Brom- og Jodbrintesyre ikke harmonere med Berzelius’s Opfattelse af Ammoniaksaltene. Ogsaa Planlealkaloidernes Forbindelser med Syrer forklares efter Schnaubert uden Hypothese, medens Berzelius2) antager, at enten Brintsyrens Brint forener sig med Alkaloidet til et sammensat Ammonium, eller at den forener sig med Alkaloidets Ilt til Vand og saaledes reducerer Alkaloidet til ei sammensat Metal. I begge Tilfælde forener det halogene Stof sig med det dannede Metal til et Haloidsalt uden eller med Vand. Mod den første Antagelse taler dog, at vi ingen Erfaringer har for Existensen af et saadant sammensat Ammonium, mod den sidste, at da Alkaloidernes Iltmængde ikke som ved de uorganiske Baser svarer til Syrens Brintmængde, maa der enten blive Ilt tilbage i Alkaloidet, som ikke mættes af Syrens Brint, eller Brint i Syren som Alkaloidets Ilt ikke kan mætte. Af andre Forhold, som stride mod Berzelius’ Salttheori, fremhæver Schnaubert, at Tellur- kalium efter Berzelius opløses som saadant af Vand, og at Telluret udskilles ved Luftens Adgang, idet Kalium illes af Luftens Ilt. Men da Kalium iltes langt lettere af Vand end af Luft, især naar der er et Stof tilstede, der som Tellur kan forene sig med Brint, er det langt sandsynligere, at der ved Opløsning af Tellurkalium i Vand dannes tellurbrintesurt Kali, og at Tellurbrinten iltes af Luftens Ilt ligesom Svovl- brinte. Efter Berzelius maa man ogsaa antage, al naar Metaller opløse sig i Iltsyrer under Brintudvikling, er det Vandet, men at naar de opløse sig i Brintsyrer, er det Syren, som dekomponeres. Naar man blander Chlorsilicium med Vand, sønderdeles begge, der dannes Saltsyre og udskilles Kiselsyre. Af Fluorsilicium skal derimod efter Berzelius kun lls af Fluoridet sønderdeles til Kiselsyre og Fluorbrinte, hvilken sidste da skulde forene sig med det udekomponerede Fluorid. Konseqventere er det dog at antage, at Processerne ere analoge, at alt Fluorid dekomponeres og at der dannes Kiselsyrefluorbrint, H9F9-\-SiO3.3) Graham havde fundet, at renset Ben- kul fælder alt Sølv af en Opløsning af Chlorsølv i Ammoniak. Da en saadan Op- løsning efter Schnaubert indeholdt saltsurt Sølvilte, var dette ganske naturligt, idet Kullet reducerede Sølviltet. Men med Berzelius’ Opfattelse, at Chlorsølvet fandtes som saadant i Opløsningen, var det ikke let at forstaa, at Kullet skulde have større Affinitet til Chlor end Sølvet. Blandes Opløsninger af Kobbervitriol og Kogsalt, bliver Vædsken grøn under Dannelse af Kobberchlorid. Indeholder Kogsaltopløs- ningen saltsurt Natron, sker herved en almindelig Dobbeltdekomposition. Men inde- holder den Ghlornatrium, bliver Sagen vanskeligere, da Chlor har en langt stærkere Tiltrækning til Natrium end til Kobber, da Natriumchlorid og Kobberilte ikke virke Pogg. Ann. 24, 340. 2) Lehrbuch, 3, 243. 3) Dengang ansaaes Kiselsyreanhydrid for Si O3, og Schnaubert betragter det i Lighed med Zirkon- jord som en svag Base, der staaer paa Overgangen til Syrerne. 14: