Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

108 paa hinanden, og da Svovlsyren ved sin Forbindelse med Kobberille er forhindret i at virke som saadan paa Kogsaltet. Som Forhold, der talte for Existensen af brintsure Salte, fremhævede L. Gmelin x) ogsaa følgende. Fosforkalium sønderdeles af Vand til Fosforbrinte og Kali, hvorfor skulde da ikke Svovlkalium sønderdeles paa samme Maade? Den eneste Forskjel er, at Svovlbrinte forener sig med Kali, medens Fosforbrinte, som ingen Affinitet har til Kali, udvikler sig luftformig. — Uagtet Ilt gjælder for niere elektronegativt end Chlor, er Kali en stærk Base, Chlorkalium neutralt. Denne Besynderlighed forklares, naar Chlorkalium i vandig Opløsning opfattes som saltsurt Kali, idet den stærke Syre neutraliserer den stærke Base. — Ved fuldstændig Afdamp- ning af Opløsninger af Magnesia eller Lerjord i Saltsyre blive Ilterne tilbage, medens Saltsyren gaaer bort. Ved at antage, at Opløsningerne indeholde Chlorider, maa man dog indrømme, at de ved en vis Koncentration spaltes i Ilte og Syre. Mod Theorien om de brintsure Salte indvendte Wilson 2), at hvis Guldchlorid, opløst i Vand, indeholdt AuO3 -J-3HCI, maatte det samme gjælde Guldbromid. Men naar man blander en Opløsning af Guldchlorid med Brombrinte, dannes mørkerødt Guldbromid og Saltsyre, som kan fradestilleres. Det viser, at Opløsningen ikke indeholder AuO3 + 3HCI, thi Saltsyren er en langt stærkere Syre end Brombrinten. Opløsningen maa tvertimod indeholde AuCl3, og den stærkeste Saltdanner forener sig som Følge heraf med del stærkeste elektropositive Radikal, Brint, den svageste, Brom, med det svagesle elektropositive Radikal, Guld. Dette Bevis har faaet Lov til at gjælde, skjøndt det i Virkeligheden ikke kan benyttes. Efter Theorien om de brintsure Salte er nemlig en Opløsning af Brombrinte nødvendigvis HBr-\-H.,O, en Haloidsyre eller, om man vil, et Haloidsalt med Vand som Base. Bringes dette sammen med Haloidsaltet AuO3-[-3HCl, gaaer naturligvis som sædvanlig den stærkeste Syre, Saltsyren, til den stærkeste Base, Vand, og den svageste Syre til den svageste Base. Imidlertid traadte denne Side af Gay-Lussac’s Lære snart i Skygge for andre theoretiske Spørgsmaal, som i den nærmest følgende Tid fængslede alle Kemikeres Opmærksomhed, og blev aldrig almindeligere antaget paa Grund af den komplicerede Maade, hvorpaa den forklarede mange Processer. Naar saaledes Svovlantimonsvovl- natrium opløses i Vand, skulde Opløsningen indeholde 3(NaO, HS) + (Sb()54-5HS). Ved den tilsvarende Arsenikforbindelse vilde her desuden fremkomme den Vanske- lighed, at i AsO5-\- 5HS Arseniksyre skulde optræde som Base overfor Svovlbrinte, skjøndt den jo er en langt stærkere Syre. Derimod vandt den Side af Gay-Lussac’s Anskuelser, som v. Bonsdorff og Boullay havde fremhævet, større Bifald og understøttedes fra flere Sider. Peligot3) fremstillede saaledes en Forbindelse KCl~\ 2CrO3, som han ansaa for analog med KO j 2CrO3, og H. Rose4) lignende Forbindelser af Chloralkalimetaller med vandfri *) Handb. d. Chemie, 4. Aufl., 1, 469 (1842). 2) The Athenæum 1839, 674; Berz. Årsber. 1840, 104. s) Ann. chim. phys. 52, 267 (1834). 4) Pogg. Ann. 38, 117 (1837).