Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

8 og Olier som indeholdende en skjult Syre1)- Ogsaa i Flammen antager han en saadan skjult Syre og forklarer derved Metallernes Vægtforøgelse ved Forkalkningen2). Hvorvidt han i Konseqvens hermed ogsaa har antaget et skjult Alkali i Metallerne og deraf forklaret deres Opløsning i Syrer, har jeg vel ikke fundet nogen Udtalelse i hans Skrifter om, men at denne Anskuelse er kommen til Orde hos andre samtidige Kemikere3 4), fremgaaer af, al Boyle polemiserer mod denne Opfattelse, ligesom han overhovedet stærkt udtaler sig mod Spagyrikernes Lære, at Syrer og Alkalier ere fjendtlige Principer1)- Tilhængerne af denne Lære kalder han spottende „duellists“. Det er ikke videnskabeligt at definere en Syre ved dens Fjendskab overfor Alkalier. Ligesaa godt kunde man definere et Menneske som et Dyr, der er fjendtligt overfor Slanger, eller en Løve som et firføddet Dyr, der flygter for en galende Hane. Den Fordring, som maa stilles til Principer, som skulle forklare andre Ting, — fortsætter Boyle — er, at de selv ere klare, men de Definitioner, Kemikerne give af Syrer og Alkalier, ere unøjagtige og overfladiske uden klare og bestemte Kjendemærker. Thi at sige, at naar et Stof opløser et andet, som er opløseligt i den eller den kjendte Syre, maa det selv være en Syre, eller at naar et Stof fælder et andet ud af en sur Opløsning, maa det være et Alkali, er ganske usikkert. Zink- spaaner opløses f. Ex. baade af stærke Syrer og af stærke Alkalier. Og der er Stoffer, som fældes ud af deres sure Opløsninger ved Syrer og ved Vædsker, som ikke inde- holde det mindste Alkali. Saaledes fældes en Opløsning af Vismut i Salpetersyre baade af Saltsyre og af rent Vand. Heller ikke den Varmeudvikling, Syrer ofte frem- bringe, naar de virke paa andre Stoffer, er et sikkert Kjendetegn. Thi ikke blot Vitriololie, men ogsaa Ædsalkalier frembringe stærk Varme ved at blandes med Vand. Det er bekjendt, at der udvikles Varme ved Opløsning af Metaller i Syrer. „Duel- listerne“ erklære, at dette hidrører fra, at Syren virker paa et Alkali, som findes skjult i Metallet. Men uden at tale om, hvor mange Ting her forudsættes uden Bevis, eller om, at B. kjender Syrer, som virke paa visse Alkalier uden kjendelig Varmeudvikling, saa er det vanskeligt at forstaa, hvorledes hin Aarsag kan frem- bringe en Virkning, der bestaaer i en heftig Bevægelse af Legemernes mindste Dele (quality which depends upon a certain vehement and various agitation of the singly insensible parts of bodies). Guld og Kobber kunne ved Slag bringes til en meget høj Temperatur, uden at der er Spor af Syre tilstede. B. nævner en Mængde andre Forhold, som aldeles ikke lade sig forklare af det forudsatte Fjendskab mellem Syrer og Alkalier. Dette, ledsaget af Venskab eller Sympathi for Legemer, der høre x) Alcali et oleum fit sapo: ex alcali nimirum manifesto & acido occulto in oleo, fit aliquid neutri, salsi saporis (Ibid. S. 20). 2) In ignis flamma est aciditas quam plumbum & antimoninm combibere ostendi (ibid. S. 245). 3) Angelo Sala antog derimod i Henhold til den gamle Regel, at det Lige forbindei* sig med det Lige, at Metallerne indeholde et „sal potentiale" af lignende Natur som Syrerne, og at dette var Grunden til, at de opløste sig i Syrer: Solventia acuta recludunt & dissolvunt corpora metallica & lapidea vi corrosiva spirituum acrium, qui propter similem quandam ac homogeneam naturam, sal potentiale, quod in se reliquæ metallorum lapidumque substantiæ continent, dissolvunt. (Opera omnia, S. 241). 4) Reflections upon the hypothesis of Alkali and Aciduin. (Works. Ed. 1744, 3, 602 ff.).