Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

9 til samme Familie, er Følelser, som kunne tillægges Intellekter, men ere menings- løse hos livløse Ting. Efter saaledes skarpt at have kritiseret den gængse Anskuelse om Syrernes Natur udvikler han i en anden Afhandling1) sin egen Opfattelse: Syrer og i det hele Opløsningsmidler maa bestaae af Smaadele, der 1) ere smaa nok til at trænge ind i de fine Porer eller Spalter af det Stof, som skal opløses, men dog ikke ere saa smaa, at de passere igjennem dem (som Lysstraaler gjennem Glas), 2) have en til Øjemedet passende Form, 3) ere stive og stærke nok til at trænge ind og skille det opløselige Stofs Partikler, 4) ere tilstrækkeligt bevægelige. Naar Druesaften f. Ex. ved Gjæring gaaer over til Eddike, maa det formodes, at de faste Partikler ved gjentagen og hyppig Slidning blive skarpe som Egge af Knive eller smaa Sværd, eller at Bevægelsen maaske blotter Partikler, som iforvejen have disse Egenskaber, men laa skjulte og indhyllede af andre Smaadele. Den saa- ledes dannede Eddike indeholder da Masser af Partikler, som paa Grund af deres Egge eller deres paa anden Maade skarpe og gjennemtrængende Form ere saa sure og ædsende, at de kunne opløse Koraller, Krebseøjne, visse Stene, ogsaa Mønie, Bly- kalk eller Kobber [under Luftens Adgang]2). Især virke Syrerne i Varme, som gjør Delenes Bevægelse hurtigere og heftigere, hvilket tydelig nok er en mechanisk Virkning. Den Anskuelse, Boyle saaledes udviklede, at Syrernes væsentligste Egenskaber hidrørte fra deres mindste Deles spidse og skarpe Form, slutter ogsaa Mayow sig til, men hos ham kommer et ganske nyt Moment til, nemlig, at det er en Bestanddel af Luften, som han kalder Spiritus nitro-aéreus, og som i Virkeligheden er Ilt3), der tilsliber og skjærper Smaadelene af de syredannende Stoffer. Udførligst udvikler han for Svovlets Vedkommende, hvorledes han tænker sig, at det ved Ilt gaaer over til Svovlsyre. Hidtil mente man, at Svovlet indeholdt en Syre, som ved Svovlets Forbrænding blev fri, og, naar en Glasklokke holdtes der- over4 5), samlede sig som Svovlsyre1’), men Mayow finder det lidet troligt, at en saa *) Experiments and Notes about the mechanical origin or production of corrosiveness, 1676; Works, Ed. 1744, 3, 624 ff. 2) Her nævner B. ikke denne Betingelse for Kobberets Opløsning, men ved en anden Lejlighed er han fuldstændig klar derover. Kobber og Ammoniak (spirit of urins) holder sig farveløs, naar Luften ikke kommer til, men naar Luften har Adgang, bliver Vædsken blaa, og Luftens Elasticitet formindskes [o: der sker en Luftabsorption]. Works, Ed. 1744, 4, 25. s) Se S. M. Jørgensen : Om Iltens Opdagelse (Vid. Selsk. Skr. [7] 4, 208 ff.) 4) Fremstilling af Svovlsyre „per campanam" beskrives udførligt og med Tegning af N. Le Févre (Traité de la Chymie, 1669, 2, S. 416). 5) Allerede Pseudo Geber (se om Iltens Opdagelse S. 218) antog, at alle brændbare Stoffer indeholdt Sulfur, hvorved han ikke forstod almindeligt Svovl, men en vis unctuositas, pinguitudo, som var Aarsag til Brændbarheden. Det almindelige Svovl var i saa Henseende ikke forskjelligt fra andre brændbare Legemer. Det indeholdt en Aai’sag til Sønderdeling nemlig inflainmabilem substantiam (Geber: Summa perfectionis magisterii; Mangeti Bibi. chem. 1, 540). Naar Paracelsus siger: „Das, da brennt, ist Sulfur“, saa mener han ikke det almindelige Svovl, men et Element, hvis særegne Karakter er Brænd- barhed. Ganske i samme Betydning hedder det hos Dan. Sennert (De Chymicorum cum Aristotelicis & 2 D. K. D. Vidensk. Selsk. Skr., naturvidensk. og mathem. Afd., 8. Række. II. 1.