Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

10 ædsende Syre skulde findes i et Legeme, der som Svovl snarest har en sødlig, men aldeles ikke nogen sur Smag1), og det viser sig ovenikjøbet Lydeligt ved, at naar Svovl opløses i et Alkali til Hepar sulfuris og derpaa opløses i Vand, kan det ud- fældes igjen ved Svovlsyre, thi dette vilde være umuligt, hvis det var paa Grund af sit Indhold af Svovlsyre, at det opløste sig i Alkaliet3). Mayow antager derfor, at Svovl foruden det egentlige brændbare Stof (præter particulas sulphureas puras) indeholder en Substans af sal tagtig eller metallisk Natur, og at dennes Partikler under Forbrændingen „crebris particularum nitro-aérearum ictibus verberentur, atterantur coniminuanturque, ita ut parliculæ eæ salinæ, sæpius attritæ et contusæ tandem instar gladiolorum exacuantur & insuper adeo attenuantur, ut eædem å rigidis solidisque, in flexiles fluidasque convertantur. Parliculæ vero sulphuris salinæ, quæ antea indolis fixæ fuerant, postquani ita exacuuntur & ad fluorem producuntur, in liquorem acrem aci- dumque convertuntur, spiritumque sulphuris vulgarem, ut verisimile est,constituunt“3). Paa samme Maade gaaer Marchasit i fugtig Luft over til Jernvitriol, idet Spi- ritus nitro-aéreus med Marchasitens sulphur metallicum (sml. ovenfor) danner Svovlsyre, som saa virker paa Mineralets Metalpartikler og forbinder sig med dem til Vitriol1). Ogsaa Salpetersyre dannes i Jorden paa samme Maade. Thi Agerjord er ikke andet end brændbare Bestanddele (Sulfur) og Alkali (sal fixum), af hvilke de første angribes af Spiritus nitro-aéreus og omdannes til Salpetersyre, som med sal fixum danner Salpeter0). Naar Vin og 01 gaaer over til Eddike, beroer det lige- ledes paa, at de brændbare Bestanddele angribes af Luftens Spir, nitro-aéreus. Men da de allerede ere i flydende Tilstand, er den sidstnævntes Virkning her mindre indgribende, og heri ligger det vel, at Eddike er en mindre skarp Syre end Svovl- syre og lignende stærke Syrer6). Syrernes Forskjellighed maa antages at hidrøre fra de syredannende Sloffers Forskjellighed, men tillige fra, at disse angribes mere eller mindre af Spiritus nitro aereus. Men alle Syrer have dog stor Lighed i Egenskaber, og de indeholde alle Spir, nitro-aéreus7). Galenicis Consensu et Dissensu, Wittenbergæ, 1629, S. 182): Sulphuris autem proprium est, esse et nil sine sulphure inflammatur. Det 17de Aarhundredes latrokemikere kalde dette Princip Oleum. Sylvius siger udtrykkelig om Oleum: hujus vim immutat et destruit ignis (Disp. de alimentorum fer- mentatione in ventriculo, 1659), og om det almindelige Svovl: Sulfur omne oleo imprimis constare et acido spiritu [Svovlsyre], notum est chymicis (Praxeos medicinæ idea nova 2, Cap. xxiij). Det er denne Tanke, Mayow sigter til. Allerede Boyle (The sceptical Chymist, Works, Éd. 1744, 3.) havde af et Forsøg, hvorved han ved Ophedning af Vitriololie med Terpentinolie fik Svovl, sluttet, at man her- efter vel kunde antage, at Svovl bestod af Svovlsyre og Olie, men ogsaa drage den Slutning, at Svovl- syre var sammensat af almindeligt Svovl og et saltagtigt Princip. 1) Mayow, Opera omnia. Hagæ Cim. 1681, 12°, S. 29. 2) Ibid. S. 209. ») ibid. s. 30 4) Ibid. s 35 5) Ibid s 37—38. 6) Ibid# S 36_37. 7) Quoad differentiam liquorum acidorum, eam å diversitate salium, é quibus iidem constituuntur, procedere putandum est: uti etiam ex eo, quod salia fixa (de faste Stoffer) nunc magis, nunc verö minus a spiritu nitro-aereo atterantur exacuanturque: & tamen inter salia acida quæcunque affinitas magna est & similitudo: inque omnibus particulæ nitro aéreæ igneæque, veluti in subjecto idoneo, hospitantur. Ibid. S. 38-39.