Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830
Forfatter: S. M. Jørgensen
År: 1916
Forlag: HOVEDKOMMISSIONÆR: ANDR. FRED. HØST & SØN, KGL. HOF-BOGHANDEL
Sted: KØBENHAVN
Sider: 109
UDK: 54 (09)
EFTERLADT MANUSKRIPT udgivet af OVE JØRGENSEN
og S. P. L. SØRENSEN
D. Kgl. Danske Vidensk. Selsk. Skrifter, Naturv. og Mathematisk Afd., 8. Række. II. 1.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
11
Boyles mekanistiske Anskuelser om Syrernes Natur udvikledes i de yderste
Konseqvenser, ja næsten til det barokke af N, Lemery i hans berømte Cours de
Chymie1), som paa Grund af sin klare og forstaaelige Form udkom i mange Ud-
gaver og blev oversat paa mange Sprog. Her hedder det: En Vædskes Surhed beroer
paa, at den indeholder spidse Sniaadele i Bevægelse, og jeg troer ikke, at nogen vil
nægte, at Syrerne bestaae af Spidser, eftersom alle Forsøg vise det, Man behøver blot
at smage paa dem for at faae denne Mening. Thi de frembringe en stikkende For-
nemmelse paa Tungen ganske af samme Art som den, et Legeme, der er forsynet
med meget fine Spidser, vil fremkalde. Men et talende og overbevisende Bevis paa,
at Syrerne bestaae af spidse Smaadele, er, at ikke blot alle Syrer selv krystallisere
i Spidser, men at alle Opløsninger af forskjellige Stoffer i Syrer krystallisere i denne
Form. Krystallerne ere sammensatte af Spidser, der ere forskjellige i Længde og
Tykkelse, og man maa antage, at disse Forskjelligheder hidrøre fra de forskjellige
Syrers mere eller mindre skarpe Spidser. Det er ogsaa denne Forskjel i Spidsernes
Finhed, som gjør, at en Syre trænger ind i og let opløser et Stof, som en anden
ikke kan sønderdele (rarifier): „ainsi le vinaigre s’empreint de plomb que les eaux-
fortes ne peuvent dissoudre; l’eau régale est le dissolvant de For, et l’eau forte n’y
fait point d’impression, l’eau forte au contraire dissout l’argent, & elle ne touche
point l’or, & ainsi du reste“2).
Endnu mere detailleret udtrykker han sig med Hensyn til den Omstændighed,
at Saltsyre fælder Mercuronitrat: „Pour résoudre cette difficulté, il faut concevoir que,
quoique par la sensation nous nous appercevions que les acides font tous un méme
effet, qui est de picoter et de pénétrer, ils différent néanmoins tous en figures des
pointes; car seion qu’ils ont recu plus ou moins de fermentation, ils ont aussi
par conséquent de pointes plus ou moins subtiles, aigues et légéres, c’est ce qui
se fait assez connoitre non seulement par le gout, mais méme par la vue, car si
vons faites cristalliser une méme espéce de matiére que vous avez dissoute en divers
vaisseaux par l’esprit de sel, par l’esprit de nitre, par l’esprit de vitriol, par l’esprit
d’alun, & par vinaigre, vous remarquerez autant d’espéces de cristaux en figure
qu’il y a eu de dissolutions différentes: Les cristaux faits par le vinaigre seront
plus aigus que ceux qui auront été préparés par l’esprit de nitre; ceux de l’esprit
de nitre seront plus aigus que ceux de l’esprit de vitriol, ceux de l’esprit de vitriol
seront plus aigus que ceux de l’esprit d’alun, mais de tous ces cristaux il n’y en
aura de plus grossiers que ceux qui ont été préparés par l’esprit de sel, car ces
cristaux retiennent la figure des parties qui les composent. Cela supposé, il sera
aisé d’expliquer notre précipitation; car le sel, ou son esprit qui est composé de
pointes plus grossiéres, ou moins délicates que celles de l’esprit de nitre, tombant
sur cette dissolution, il choquera, il ébranlera, il rompra facilement les pointes
chargées du corps de mercure, & il leur fera låcher prise, d’ou vient que le mercure
se précipite par sa propre pésanteur“3).
x) Paris, 1675, 8°. Jeg citerer Barons Udgave i 4°, 1756.
2) 1. c. S. 232 f.
») Ibid. S. 232.
2*