Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

Forfatter: S. M. Jørgensen

År: 1916

Forlag: HOVEDKOMMISSIONÆR: ANDR. FRED. HØST & SØN, KGL. HOF-BOGHANDEL

Sted: KØBENHAVN

Sider: 109

UDK: 54 (09)

EFTERLADT MANUSKRIPT udgivet af OVE JØRGENSEN

og S. P. L. SØRENSEN

D. Kgl. Danske Vidensk. Selsk. Skrifter, Naturv. og Mathematisk Afd., 8. Række. II. 1.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 116 Forrige Næste
11 Boyles mekanistiske Anskuelser om Syrernes Natur udvikledes i de yderste Konseqvenser, ja næsten til det barokke af N, Lemery i hans berømte Cours de Chymie1), som paa Grund af sin klare og forstaaelige Form udkom i mange Ud- gaver og blev oversat paa mange Sprog. Her hedder det: En Vædskes Surhed beroer paa, at den indeholder spidse Sniaadele i Bevægelse, og jeg troer ikke, at nogen vil nægte, at Syrerne bestaae af Spidser, eftersom alle Forsøg vise det, Man behøver blot at smage paa dem for at faae denne Mening. Thi de frembringe en stikkende For- nemmelse paa Tungen ganske af samme Art som den, et Legeme, der er forsynet med meget fine Spidser, vil fremkalde. Men et talende og overbevisende Bevis paa, at Syrerne bestaae af spidse Smaadele, er, at ikke blot alle Syrer selv krystallisere i Spidser, men at alle Opløsninger af forskjellige Stoffer i Syrer krystallisere i denne Form. Krystallerne ere sammensatte af Spidser, der ere forskjellige i Længde og Tykkelse, og man maa antage, at disse Forskjelligheder hidrøre fra de forskjellige Syrers mere eller mindre skarpe Spidser. Det er ogsaa denne Forskjel i Spidsernes Finhed, som gjør, at en Syre trænger ind i og let opløser et Stof, som en anden ikke kan sønderdele (rarifier): „ainsi le vinaigre s’empreint de plomb que les eaux- fortes ne peuvent dissoudre; l’eau régale est le dissolvant de For, et l’eau forte n’y fait point d’impression, l’eau forte au contraire dissout l’argent, & elle ne touche point l’or, & ainsi du reste“2). Endnu mere detailleret udtrykker han sig med Hensyn til den Omstændighed, at Saltsyre fælder Mercuronitrat: „Pour résoudre cette difficulté, il faut concevoir que, quoique par la sensation nous nous appercevions que les acides font tous un méme effet, qui est de picoter et de pénétrer, ils différent néanmoins tous en figures des pointes; car seion qu’ils ont recu plus ou moins de fermentation, ils ont aussi par conséquent de pointes plus ou moins subtiles, aigues et légéres, c’est ce qui se fait assez connoitre non seulement par le gout, mais méme par la vue, car si vons faites cristalliser une méme espéce de matiére que vous avez dissoute en divers vaisseaux par l’esprit de sel, par l’esprit de nitre, par l’esprit de vitriol, par l’esprit d’alun, & par vinaigre, vous remarquerez autant d’espéces de cristaux en figure qu’il y a eu de dissolutions différentes: Les cristaux faits par le vinaigre seront plus aigus que ceux qui auront été préparés par l’esprit de nitre; ceux de l’esprit de nitre seront plus aigus que ceux de l’esprit de vitriol, ceux de l’esprit de vitriol seront plus aigus que ceux de l’esprit d’alun, mais de tous ces cristaux il n’y en aura de plus grossiers que ceux qui ont été préparés par l’esprit de sel, car ces cristaux retiennent la figure des parties qui les composent. Cela supposé, il sera aisé d’expliquer notre précipitation; car le sel, ou son esprit qui est composé de pointes plus grossiéres, ou moins délicates que celles de l’esprit de nitre, tombant sur cette dissolution, il choquera, il ébranlera, il rompra facilement les pointes chargées du corps de mercure, & il leur fera låcher prise, d’ou vient que le mercure se précipite par sa propre pésanteur“3). x) Paris, 1675, 8°. Jeg citerer Barons Udgave i 4°, 1756. 2) 1. c. S. 232 f. ») Ibid. S. 232. 2*