Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

12 Heller ikke Fr. Hoffmann nægter sig noget i den Slags Betragtninger. Ved Syrer forstaaer han ikke blot Stoller, som have en sur Smag, og som bruse med Alkalier, thi en saadan kogende Bevægelse fremkaldes ogsaa af Vitriololie med Vand og af en hvilkensomhelst Vædske uden nogen Tilsætning i det lufttomme Rum: „Sed acidum vocamus, quod figura & mole tale est, nimirum, quod ex punctis oblongis, rigidis & acutis constat, et poros constantiores, materia aérea repletos håbet. Ex quo & acidum magis grave ac densum est, & pressuram suam in corpora obvia magis exercet, illa dividendo, discontinuando ac resolvendo, adeo ut ex his facile possit dari ratio, cur acida attenuant incidant viscidos humores; cur claustra metallorum ac mineralium summa cum activitate reserent; cur facile cohaesionem in fluidis v. gr. lacte, sanguine &c. efficiant, dum nimirum particulis suis oblongis, figura ad motum minus apta gaudentibus, fluidorum particulas, figuræ sphæricæ ad motum aptissimæ, in motu suo intestino sistunt, & motum conversionis circa suum axem facile impediunt, sicque ad implicationem & cohæsionem ansam suppe- ditant. . . . Cæterum prout figura acidorum variat, cuspidibus magis minusque prominentibus, scindentibus, rigidis aut prouti magis minusque particulas sibi admixtas håbet terreas, variat quoque ipsum acidum ratione effectuum suorum ac virium“ *). Alkalierne derimod skildrer han som havende „particulas obtusas, quæ quasi domicilium ac hospitium præbent moleculis, illis figura tali scindente præditis“ 2). Hvorledes Fr. Hoffmann søgte at kombinere disse Anskuelser med Flogistikernes Acidum primigenium, skal nærmere blive omtalt nedenfor. De mekanistiske Fantasier fik ingen Indflydelse paa Syrebegrebets Udvikling. De vare jo af den Natur, at de aldeles ikke kunde støttes af Experimenter, og der blev heller aldrig gjort noget Forsøg derpaa. Saa betydningsfuld Mayow’s Spiritus nitro-aéreus i anden Henseende var, var den Rolle, han tildelte den, at tilslibe og skjærpe de syredannende Stoffers Smaadele, for saaledes at bringe sine Anskuelser i Overensstemmelse ined Boyles, et af de svageste Punkter i hans Theori. Allerede Baron tog i sine Noter til Lemerys Cours de Chymie (Edit. 1766) stærkt Afstand fra hans dristige Paastande3 4). Guyton de Morveau forkaster aldeles den mekanistiske Syretheori og erklærer den for en fysisk Roman'1). Denne Lære skylder os desuden Forklaring af den mekaniske eller fysiske Aarsag til den Kraft, som bestemmer Partiklernes Virkning, og da vi se, at Alkalierne angribe flere Metaller f. Eks. Zink paa selv samme Maade som Syrerne, „il faudrait supposer encore que leurs élémens seroienl lantot pointes, tantöt étuis, suivant les circonstances5)". Guyton de Morveau mener derimod, at ’) Fr. Hoffmann. Dissertationum physico-chymicorum Trias [qvarum prima: De generatione Salium], Halæ. Magdeb. 1729, 4°, S. 6. 2) Ibid. S. 12. 3) S. 233, Note e. 4) Il faut rejeter absolument le systéme des anciens Chymistes, qui nous représentaient les acides comme des pointes, & les alkalis comme des étuis disposés å les recevoir: ce n’est lå qu’un roman physique. Guyton de Morveau, Maret et Durande: Élémens de Chymie; Dijon, 1777, 8°, 2, S. 4. 5) Ibid. S. 5.