Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

13 Syrernes ejendommelige Egenskaber hidrøre Ira deres Partiklers større Tiltræk- ningskraft, en Tanke, som først er udtalt af Newton, og som Buffon har udviklet videreJ). Newtons Anskuelser om Syrerne finder jeg samlede i I. Harris’ Lexicon technicum, London 1710. Fol. I Introduktionen til Vol. 2 findes 2 Afsnit derom: „De natura acidorum. Is. Newton, 1692“, og „Cogitaliones variæ ejusdem“, hvilket sidste dog ogsaa omhandler andre Gjenstande2). Her definerer han Syrer saaledes: „Acidum dicimus, quod multum attrahit & attrahitur“. Han mener, at Syrernes Partikler ere grovere end Vandets og derfor mindre flygtige, men langt finere end Jordens og derfor langt mindre faste. De have deres Styrke i deres store Tiltrækningskraft, og paa denne beroer den Virksomhed, hvorved de baade opløse faste Legemer og pirre Smagsorganerne. Deres Natur ligger mellem Vandets og de faste Legemers, og de tiltrække begge. Paa Grund af deres Tiltrækningskraft samle de sig om Mine- raliers og Metallers Partikler og klæbe sig allevegnefra saa tæt til dem, at de ikke kunne skilles fra dem ved Destillation eller Sublimation. Tiltrukne og sammen- hobede adskille, splitte og løsrive de de faste Legemers Partikler o: de opløse de faste Stoffer, og ved den Tiltrækningskraft, hvormed de styrte sig over Vædskens Partikler, sætte de dem i Bevægelse og fremkalde Varme3), og nogle Partikler ryste de saa stærkt, at de omdanne dem til Luft og frembringe Luftbobler. Dette er Grunden til Opløsningen og Bimsningen: „Hæ eædem [acidorum] particulæ sensorio applicatæ ejus partes eodem modo divellunt doloremque inferunt, a quo acida appellantur“. Alkalier ansaa han ikke for Stofler, der ere Syrerne modsatte, men som Forbindelser af Jord med et Underskud af Syre, og som fælde opløste Metaller ved at tiltrække den Syre, der holder dem opløste. De Tanker, Newton saaledes havde mere antydét end udviklet, optog Buffon, vistnok det sidste Forsøg, der er gjort paa at opbygge en kemisk Theori paa de fire gamle Aristoteliske Elementer. Han havde den største Despekt for Flogiston, som dengang blev lagt til Grund for alle Kemiens theoreliske Betragtninger: „Le fameux Phlogislique des Chimistes (élre de leur méthode plutöt que de la nature) n’est pas un principe simple & identique, comme ils nous le présentent; c’est un composé, un produil de l’alliage, un résultat de la conibinaison des deux élémens, de l’air & du feu fixés dans les corps. Sans nous arréter done sur les idées obscures & incomplétes, que pourroit nous former la considération de eet étre précaire, tenons-nous-en å celle de nos quatre élémens réels, auquels les Chimistes, avec tous leurs nouveaux principes, seront toujours forces de revenir ultérieurement“ l). I Overensstemmelse hermed udviklede han en Theori for Salte (Syrer og Alkalier), hvori kun de gamle Elementer optræde, idet han antager, at baade Ild, Luft og 1) Ibid. 2) Ganske kort findes de samme Anskuelser udviklede i Newtons Optics, London 1719, 8°, S. 391 (Quest. 31), dog forsigtigt indledede med et „Annon?“. 3) „Calor est agitatio partium quaquaversum" hedder det et andet Sted i samme Indledning. 4) Hist, natur. Supplement. Paris, 1774, 8°, 1, S. 61. Buffons Ytringer om Flogiston bleve udføiligt imødegaaede af Macquer (Dictionnaire de Chimie 2 Éd. Paris 1778, 8°, 3, 127 ff.).