Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

14 Vand i fast Tilstand (fixes) indgaa i Legemernes Sammensætning. Saltet — siger han1) — synes ved første Øjekast kun at være en Jord, som er opløselig i Vand og af en egen Smag, og saaledes mene Kemikerne. Dog forekommer det ham klart, at ogsaa Luft og Vand indgaa i dets Sammensætning, eftersom Salpeter, Vitriol, Vinsten efter Hales ved Ophedning give en stor Mængde Luft og „comme l’air ne peut se fixer dans aucune substance qu’å l’aide de la chaleur ou du feu, qui se fixent en nierne temps“, maa de ogsaa indeholde Elementet Ild. Jord og Vand indgaa i forskjellig Mængde i de forskjellige Salte. Alkalier indeholde mere Jord og mindre Vand, Syrer omvendt mere Vand og mindre Jord2). I Syrerne er Vandet tildels tilstede som saadant, men i de stærkest koncen- trerede Syrer kan den flydende Tilstand kun hidrøre fra Ild, da Flydenhed altid forudsætter Tilstedeværelse af en vis Mængde Varme. Ja, selv om man fik Syrerne i fast Form, vilde deres Smag, Lugt og Farve allerede forudsætte Tilstedeværelse af Varme og Lys o: Ild. Ved at gløde Kalksten har han overbevist sig om, at Alkali er et Produkt af Ild. Kalkstenen har ingen Smag, men jo længere og stærkere den brændes, desto mere alkalisk bliver den. Alkaliet er her aabenbart et Produkt af Luft og Ild, der under Brændingen er traadt ind og blevet faste Bestanddele af Stenen, som samtidig har afgivet Vand, hvad der viser sig ved Vægttabet3). M. H. t. Syrerne gjælder det samme, om det end ikke kan paavises saa direkte. Buffon fører alle Syrer tilbage til én Syre og alle Alkalier tilbage til ét Alkali. Forskjellig- heden hidrører fra den relativt forskjellige Mængde af de forskjellige Elementer og især af de aktive Elementer, Ild og Luft. De Syrer, som indeholde meget af disse, ere de stærkeste o: de have den største Opløsningsevne. Men ogsaa Affiniteten spiller en afgjørende Rolle. Den samlede Virkning maa være stærk nok til at overvinde det opløselige Stofs Kohæsion. Newton er den første, som lægger Affiniteten til Grund for de kemiske Omsætninger, men Buffon mener, at lians Theori hverken kunde blive klar eller fuldstændig, fordi han er nødt til at antage ligesaa mange smaa Affinitetslove, som der er kemiske Fænomener, istedenfor at der i Virkeligheden kun er en eneste Affinitetslov, som er nøjagtig den samme som Loven for den almindelige Tiltrækning, og at følgelig alle kemiske Fænomener maa udledes af og forklares af denne4). Saltenes Rolle i Naturen er altsaa at opløse andre Stoffer, thi skjøndt man sædvanlig siger, at Vand opløser Salt, er det let at se, at det er et fejlagtigt Udtryk, som beroer paa, at man i Almindelighed kalder Vædsken Opløsningsmidlet og det fasle Legeme det Stof, som opløses. Men naar Opløsning finder Sted, ere i Virke- ligheden begge Stoffer virksomme og kunne begge kaldes Opløsningsmidler, kun at, naar man betragter Saltet som Opløsningsmidlet, kan det opløste Stof være baade fast og flydende, og forudsat, at Saltets Dele ere tilstrækkelig fintdelte til at ») L. c. S. 155. 2) Ibid. S. 157. s) Ibid. S. 159. 4) Ibid. S. 162.