Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

15 komme i Berøring med det andet Stofs Dele, maa man sige, at begge ere lige virksomme ved Opløsningsprocessen'). Saa aandrigt og glimrende Buffon’s store Afhandling var skrevet, hvoraf jeg her kun har kunnet fremdrage de vigtigste Træk i hans Syretheori, maa man dog indrømme, at den blev ganske uden Betydning. De fire Elementers Tid var uigjen- kaldelig forbi. Derimod fik Flogistontheoriens Aciduni universale en indgribende Indflydelse i Syrebegrebets Udviklingshistorie. Vel vedblev dette Begreb i Flogi- stikernes Hænder at være højst uklart, ligesom de Beviser, de søgte at føre for dets Realitet, vare ualmindelig luftige. Men at det havde Udviklingsmuligheder i sig, viste sig, da det udmundede i Lavoisier’s Principe acidifiant, som en Tidlang antoges tor at være et Stof, der ikke blot fandtes i alle Syrer, men som netop var det, der gav dem Karakter af Syrer. Dog ogsaa Principe acidifiant viste sig, efter at den store Strid om Saltsyrens Iltholdighed var endt med Opfattelsen af Chlor som et Grundstof, ude af Stand til at forklare Syrernes Natur. Ikke desto mindre har Begrebet Acidum universale bevaret sin Levedygtighed, og endda paa et over- en dentlig omfattende Omraade, idet alle Garbonsyrer jo antages at indeholde Oxal- syie (Caiboxyl) som den Bestanddel, der karakteriserer dem som Syrer, saa at det langt overvejende Antal Syrer i Virkeligheden kan siges at være mere eller mindre modificerede Oxalsyren Flogistontheoiien vai i fuldstændig Konseqvens med sig selv, naar den, ligesom den hidledte Legemers Brændbarhed fra el ejendommeligt Brændstof, Flogiston, saaledes ogsaa antog, at Syrernes Egenskaber beroede paa, at de indeholdt et ejen- dommeligt Surstof, Aciduni universale. Begge Ideer tilskrives almindeligt 1.1. Becher, men ganske med Urette. Begge disse Tanker ere meget ældre end Becher. For Flogistons Vedkommende fremgaaer det allerede af, hvad der er anført ovenfor S. 9, Anmærkning 5. For Acidum universales Vedkommende omtaler allerede Angelo Sala som noget ganske sikkert og ingenlunde som nogen ny Tanke, at alle Mineral- syrernes sure Egenskaber have en og samme Oprindelse, nemlig Svovlsyre, og at deres Forskj ellighed hidrører fra forskjellige Stoffer, hvormed denne Syre er blandet eller forbunden2). Disse klare Udtalelser staa i en velgjørende Modsætning til Becher’s dunkle, forvirrede og selvmodsigende Yttringer i Physica subterranea3) * ) Ibid. S. 163. - ) Da dette ikke synes at være bekjendt, skal jeg anføre Angelo Salas forskjellige Yttringer derom: 1) Verum est ac certissimum, omnia corpora acida mineralia acrimoniam suam obtinere a sulphure, quod est unica basis et origo absoluta omnium aciditatum mineralium. Ang. Sala: Opera omnia. S. 386—387. 2) Si vapor prodiens å sulphure est causa omnium aquarum acidularum mine- rahum, unde procedit, dictas aquas differentes esse inter se qua gustu, qua odore? Ibid. S. 389. 3) Illud ipsum non debemus attribuere diversitati sulphuris aut aquæ: nam sulphur semper est & manet sulphur, & aqua semper aqua, men det maa hidrøre fra diversitates quibus permixta sunt Ibid. 390. 4) Spiritus Vitrioli nihil aliud est nisi fuligo sulphurea eum quantitate aquæ — ac illud ipsum humidum in subli- matione sulphuris productum, potius ab ambiente aere contractum esse, quam ab ipjus sulphuris indissolubili quodammodo substantia promanare. Ibid. S. 405. * Bogen udkom først som: Actorum laboratorii chym. Monacensis seu physicæ subterraneæ libri duo, 12 . Francofurti 1669, derpaa under Titlen: Physica subterranea (med tilføjet Specimen Becher-