Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

19 Destillation at give denne Syre1). Desuden fandtes den i alle Lerarter, fordi man ved Destillation af Kogsalt og Salpeter med Ler kunde faae Saltsyre og Salpetersyre, [hvad der naturligvis beroer paa, at Ler sædvanlig indeholder fri Kiselsyre]. Stahl siger herom: „Die eigentliche Ursache ist eine acida substantia im Leimen, die da mache, dass der Spiritus ubergelie, daher man auch den Leimen nicht mehr als einmahl branchen kan. Und wenn man viel Leimen nimmt, so bekom in t man desto mehr spiritum“2). Det maa desuden erindres, at Svovl antoges at bestaae af Svovl- syre med en forholdsvis ringe Mængde Flogiston, og at Ac. univ. saaledes blev en Bestanddel af alle naturlige Svovlmetaller. Fremdeles antoges den naturligvis i mere eller mindre modificeret Tilstand i alle sure Frugter, men ogsaa i mange andre Vegetabilier, fordi man af Askens Opløsning ofte fik Kaliumsulfat udkrystal- liseret. At den fandtes i Dyr fulgte af, at Dyrene leve af Planter. Men især frem- hæves ofte dens rigelige Forekomst i Luften3). Som Beviser anføres: „reductio salis alcali fixi in enixum solius liberi aéris beneflcio“4). Fremdeles, at Marchasit om- dannes til Jernvitriol ved længere Henstand i Luften5 6). Fr. Hoffmann0) anfører som yderligere Beviser paa Virkningen af „Sal illud æthereum quod aér in sinu sno fovet & recondit“: Salpeterets Dannelse i Salpeterjord, Aluns Dannelse af,,minera aluminis, quæ nil nisi terra quædam nitrosa“, Jernvitriols Gjendannelse af „caput mortuum spiritus vitrioli bene exustum“, og især den Omstændighed, at Alun, giødet saa stærkt, at intet Spor af Salt bliver tilbage, „sed sallim terra spongiosa, levis el prorsus insipida“ i Luften tiltager i Vægt til over det dobbelte, hvorefter der igjen kan udtrækkes en stor Mængde Alun af Massen, endelig at „oleum tartari per deli- quium“ (henflydt Potaske), som er farvet grøn med Violsyrup, i Luften efterhaanden bliver brun („mutatur in obscure briinum“), men i Vacuum vedbliver at være grøn. Denne Misforstaaelse, at Ac. univ. — Svovlsyre udgjorde en væsentlig Bestand- del af Luften, og som spillede en saa stor Rolle i Bevisførelsen, holdt sig længe. Endnu 1762 siger en saa fremragende Kemiker som Pott: „Dass in der Luft ein Acidum Vitriolicum enthalten sey, davon bin ich gewiss7)“. Det var først Berg- mann, som viste, at naar de fornødne Forsigtighedsregler tages, kan Svovlsyre ikke *) Glauber: Furni novi philosophici Amsterdam, 1648, 12°, 1, 63. 2) Stahl: Fundamenta chymiæ, Norimbergæ 1747, 4°, 3, S. 190. 3) „Sal illud primum & originale purum continetur maxime in aére“. Ibid. Éd. 1732, 1, 50. 4) Spec. Bech. S. 106. Ved Enixum forstaaes Kaliumsulfat: „sale illo, ut vocant, enixo, seu medio, quod ex acido vitrioli & sale alcali fixo coalescit". Ibid. S. 65. Ordet hidrører fra Paracelsus. Glauber (Tract. de natura salium, Amstelodami 1658. 12°, S. 67—68) ved ikke „was er durch diesz unteutsches Wort enixum anzeigen will", men han selv (G.) kalder det Sal mirabile. 5) Marcasita sulphurea, quæ nihil aliud est quam sulphur cum terra Martiali vinctum, diu aéri libero trananti opposita mutatur in vitriolum elegans (Fund. chym. Ed. 1732, 1, S. 50). Juncker (Con- spectus 2, 204) forklarer dette saaledes, at ved Luftens Indvirkning fjernes dels Svovlets Flogiston, partim acidum extrinsecus adhærecit. 6) Diss. phys. chem. Trias 1, S. 16, 17. 7) Pott: Physikalisch-Chymische Materien, Berlin 1762, 4°, S. 31. 3*