Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

20 paavises som en Bestanddel af Luften. Især maa man forvisse sig om, at Alkaliet er rent, thi ofte findes Tartarus vitriolatus i nybrændt Aske1). Men Hoved manglen i Bevisførelsen for en Ac. univers, ei dog, at Foisøg, hvorved den virkelig omdannedes til andre Syrer eller andre til den, i Grunden ganske fattedes. Stahl anfører vel som sandsynligt, at Saltsyre i Organismen om- dannes til Salpetersyre, fordi denne lettest vindes af Urin og Exkrementer, medens dog baade Mennesker og Dyr nyde meget Kogsalt, men saa at sige intet Salpeter2). Ogsaa af et direkte Forsøg slutter han, at Saltsyre kan omdannes til Salpetersyre (ibid. S. 187—188): Ved Opløsning af Jerntraad i kold Saltsyre blev et sort Pulver tilbage, som opløstes i varm Saltsyre, og herved omdannedes samtidig en Del af denne til Salpetersyre, som dels kjendtes paa Lugten, dels farvede Korkproppen gul. Scheele mente, sikkert med Rette, at begge Dele hidrørte fra Chlor3 4 5 6 7). Men naar baade Macquer1) og næsten med de samme Ord Kopp’) fortælle, at Stahl forsikrer, at han har omdannet Svovlsyre til Saltsyre og Salpetersyre og omvendt reduceret Saltsyre og Salpetersyre til deres oprindelige Tilstand som Svovlsyre, men at han ikke har offentliggjort sine Forsøg i denne Retning (hvorfor Macquer til- føjer: „ces transformations d’acide sont encore un probléme non resolu ), saa ved jeg ikke, til hvilket Sted i Stahls Skrifter, de sigte, maaske til følgende: „Sed loquor 1. all. de vitriolici spiritus seu acidi vitrosi, communis [salis] seu culinaiis mutua conversione, ad quam ut quilibet ita præceps irrumpat, vix fiet, nam & sæpes illic sunt & sentes. Sed hæc in transitu“fi). Allerede ganske faa Aar efter Stahl’s Død (1734) tog Pott Spørgsmaalet op i en $tørre Afhandling og kom, trods sin store Veneration for Stahl til den Slutning, at endnu ingen med tilstrækkelige Beviser havde godtgjort Existensen af den uni- verselle acidum primigenium')• Og senere, da Potts skeptiske Stilling overfor Universalsyren havde givet J. H. G. v. Justi Anledning til en Afhandling: „Erweis, dass nur ein saneres Salzwesen in der Natur ist, welches sich nach Maasgebung der Salze und Erden, womit es sich vereiniget, in verschiedene Arten verändert“8), saa gjendrev Pott Punkt for Punkt Justi’s hazarderede Paastande og efterviste, at de Beviser, han anførte for dem, samtlige beroede paa Misforstaaelser og mangel- fulde Kundskaber i Kemien1'). Saaledes viser han, at Justi’s Forsøg paa at omdanne Saltsyre til Svovlsyre ved at gløde Kogsalt, Jerntveilte og Kul og udtrække Massen i) K. Sv. Vet Ak. Handl. 1773, S. 170. 2) Beweisz von den Saltzen, Halle 1723, 8°, S. 129, 139. 3) Scheele’s Werke, herausg. von Hermbstädt 2, 61 (Vom Braunstein, S. 26). 4) Dictionn. de Chymie 2 Éd., Paris 1778, 8°, 1, S. 8. 5) Gesch. d. Chem. 3, 16. 6) Stahlii Opusc. chym. phys. med. Halæ Magdeb. 1715, 4°, S. 310. 7) „Universalitas hujus acidi primigenii jam ea non paucis annis naturæ indagatonbus strenuis arrisit, sed qui hane rem sufficientibus experimentis declaret, hactenus inventus est nemo . (Observ. et Animadvecs. Chym., Berol. 1739, 4°, 1, S. 19). 8) Justi’s Gesammelte Chymische Schriften, Berlin u. Leipzig, 1761, 8°, 2, S. 221. ®) Pott: Physikalisch-Chymische Materien, Berlin, 1762, 4°, S. 31 46.