Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

38 brænding gik over til Kulsyre, og jo mere Kul man anvendte, desto mere dannedes der af denne brændbare Luft, som Lavoisier nærmest var tilbøjelig til at antage for luftformigt Kulstof1). Det Pyrofor, som samtidig dannedes, anvendte L. til føl- gende Forsøg. Han lod det brænde paa en Vægtskaal og fandt, at det derved tiltog betydelig i Vægt. I Kulsyre og Kvælstofoxyd forandredes det ikke. Derimod for- mindskede det et med Vand afspærret Rumfang Luft fra 100 til 72l/s. Naar For- søget foretoges over Kalkvand, blev dette uklart. Pyroforets Kulstol deltog altsaa i Iltningsprocessen. I Ilt tændte Pyroforet sig med stor Livlighed, og naar Forsøget foretoges over Kalkvand, kunde han faa af Ilten absorberet. Kulstoffets Iltning er dog kun en underordnet Del af Processen. Det væsentlige er Svovlleverens Iltning, og medens Pyroforet før Forbrændingen smager som Svovllever, smager det efter Forbrændingen som Alun og giver ved Udludning en Opløsning af Alun. For- holdene ved Pyroforets Dannelse og Forbrænding ere ham nu fuldstændig klare. Ved dets Dannelse optager Kullet Svovlsyrens Ilt, og gaaer over til Kulsyre, medens Svovlsyren gaaer over til Svovl. Ved dets Forbrænding optager Svovlet igjen Ilt og gaaer over til Svovlsyre. Ved dette Arbejde paaviste altsaa Lavoisier, at Stahl’s Hovedforsøg kunde forklares uden Antagelse af Flogiston. Ogsaa det naturlige Svovl- jerns Overgang til Jernvitriol viste Lavoisier endnu 1777 beroede paa Iltning-), ganske som Mayow havde gjort, men i skarp Modsætning til Flogistontheoriens Lære, at Overgangen beroede paa, at Svovljernet afgav Flogiston til Luften. Han finder ikke blot, at Luften er nødvendig til „la vitriolisation des pyrites11, men til- lige, at naar man henlægger dem paa et middelvarint Sted, indtil de netop begynde at forvitre, og saa strax bringer dem i et afspærret Rumfang Luft, formindskes dette, efterhaanden som Vitrioldannelsen skrider frem, og den resterende Luft slukker et Lys og fælder ikke Kalkvand; den bestod derfor af den sædvanlige „Moiette“, som bliver tilbage, naar almindelig Luft berøves sin Ilt. I Ilt gaaer Vitrioldannelsen endnu langt hurtigere. Han slutter heraf næsten med Mayow’s Ord: Pyrit er en Forbindelse af Svovl og Jern. Dens Svovl optager Ilt af Luften og gaaer over til Svovlsyre, og denne angriber da det fintdelte Jern og danner Jernvitriol. Resultatet af alle de nævnte Arbejder sammenfattede Lavoisier i en almindelig Betragtning: „Sur la nature des acides“, som han læste i Akademiet 23. Nov. 17793). Allerede Indledningen er karakteristisk, idet den viser de store almindelige Syns- punkter, hvorfra L. altid ser Tingene. Naar de gamle Kemikere havde reduceret et Legeme til Olie, Salt, Jord og Vand, troede de at have naaet Grændsen for den kemiske Analyse og betegnede derfor disse Stoffer som Principer eller Elementer. Efterhaanden opdagede man imidlertid, at flere af disse paa ny kunde sønderdeles, at f. Ex. de neutrale Salte ere dannede ved Forening af to Substantser, en Syre og 1) Det varede længe, før denne brændbare Lufts Beskaffenhed (CO) blev opklaret, og den spiller en Rolle i de Forsøg, Flogistontheorien i de sidste Aar af Aarhundredet gjorde paa at hævde sin Be- rettigelse. Se Kopp: Gesch. d. Chem. 3, 293. 2) Mém. de l’Acad. des Sc. 1777 S. 363 (trykt 1780); CEuvres 2, 199. 3) Trykt 1781 i Mém. de l’Ac. des Sc. 1778, S. 535; CEuvres 2, 248.