Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

42 forene sig med Ilt under Varmeudvikling og Vægtforøgelse, kun antager han (L.), at Ilten umiddelbart er Grunden til Vægtforøgelsen, Bergman, at Varmen er det, men tillige, at Ilten er en Bestanddel af Varmen. Spørgsmaalet blev da blot, om Ilt først forener sig med Flogiston og danner Varme, eller simplere, om Varmen har Vægt. Nu har han selv og de Laplace fundet, at 97 grains Fosfor ved For- brænding netop kunde bringe 1 Pund Is til at smelte i deres Iskalorimeter. Lavoisier vejer derfor 1 Pund Vand i Ilydende og fast Form paa en Vægt, der giver Udslag for 0,1 grain = 5,3 mg, og finder ved gjentagne Forsøg ikke den mindste Forskjel paa Vægten. Varmen har altsaa ingen kjendelig Vægt, end sige da en saa stor, som her skulde være Tale om, og et Legeme, som har Vægt, kan ikke være Bestanddel af et Legeme, som ikke har Vægt. Paa en helt anden Maade end Scheele søgte Macquer at bringe Metallernes og de syredannende Stoffers Vægtforøgelse ved Forbrændinger i Harmoni med Flogiston- theorien. Han udvikler sine Anskuelser herom i sin DictionnaireJ), især i Artiklerne Phlogistique og Calcination, men ogsaa i mange andre. Han antager, at Flogiston er identisk med Lys og Varme, som altsaa i stor Mængde ere tilstede i de brændbare Stoffer. Naar disse forbrænde, afgive de Lys og Varme og optage samtidig Ilt, som altsaa er Aarsagen til Vægtforøgelsen. Denne store Vanskelighed for den ældre Flogistontheori falder altsaa bort. Ligeledes forstaaes ved denne Antagelse, al Kalkene af Guld, Sølv og Kvægsølv kunne reduceres uden Tilsætning af brændbare Stoffer, og fremdeles Salpetersyrens Sønderdeling i Ilt og Kvælstofoxyd og Gjen- dannelse af disse Bestanddele. Men Lavoisier* 2) gjør opmærksom paa, at ved Siden af disse Fordele har Macquer’s System ogsaa væsentlige Mangler. For det første er Macquer’s Flogiston noget ganske andet end Stahl’s, som var jordagtigt og ikke kunde gaa igjenneni Glas. Men dernæst maatte ved Macquer’s Flogistontheori alle Metalkalke reduceres til Metaller for Brændeglassets Virkning, ligesom de blive ved Kul. Macquer’s Indvending, at de uægte Metaller ilte sig ligesaa hurtigt igjen i Luften, gjælder ikke, thi deres Kalke reduceres heller ikke i Kvælstof eller i Vacuum. Desuden maatte, naar Flogiston var Lys og Varme, Metallernes og de syre- dannende Stoffers Varmefylde være langt større end Metalkalkenes og Syrernes, men det modsatte er netop Tilfældet. Som et Supplement til sine Arbejder over Metallernes og de syredannende Stoffers Vægtforøgelse ved Forbrændingen havde Lavoisier udarbejdet en Thermo- kemi, som skulde forklare Varmeudviklingen ved de kemiske Processer3), men langtfra ikke med samme Held. Berthollet havde udført en Række Undersøgelser om Salpeterets Dekomposition ved Ophedning med Kul, Svovl, Arsenik og forskjellige Metaller og benyttet denne Lejlighed til at paavise Skrøbelighederne i Lavoisier’s Diet, de Chymie, 2. Udgave. Paris 1778, 8°. 2) Mém. de l’Acad. des Sc. 1783, S. 505; (Euvres 2, 623. 3) Især i 2 Afhandlinger: De la combinaison de la matiére du feu avec les fluides évaporables (Mém. de l’Acad. 1777, S 420; (Euvres 2, 212) og Sur la combustion en général (Mém. de l’Acad. 1777, S. 592; CEuvres 2, 225).