Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

43 thermokemiske Anskuelser. Herpaa skal jeg dog ikke her komme ind, men i samme Arbejde *•) kom Berthollet ogsaa ind paa Lavoisier’s Syretheori. Lavoisier havde uimodsigelig godtgjort, at Metallernes og de syredannende Stoffers Vægtforøgelse ved Kalcination og Forbrænding hidrørte fra, at de forene sig med Ilt, men han forkaster Flogiston som en unyttig Hypothese. Efter hans Theori havde Metaller og Kul ikke noget fælles Princip; Kullets Virkning ved Metalreduktioner indskrænker sig til at berøve Melalkalkene deres Ilt og danne Kulsyre dermed: Men Metallerne frembringe ved Glødning med Salpeter de selvsamme Fænomener som Kul; de danne med Ilt, som udvikles ved Ophedningen af Salpeteret, den samme Forbindelse som Kul, nemlig Kulsyre. Hvis Metaller og Kul ikke havde et fælles Princip (Flo- giston), maatte man enten antage, at Kulsyre ikke bestaaer af Kul og Ilt, eller at Metallerne indeholde Kul* 2). Lavoisier mener, at Syrerne som principe acidifiant indeholde „la base de l’air (Ilt), separée du principe du feu“. Men naar dette er Tilfældet ogsaa for Salpetersyre, kan, indvender Berthollet, den Flamme og Varme, som udvikles ved Detonation af Salpeter og Svovl, ikke hidrøre fra Salpeter- syren, og i Virkeligheden vise Forsøgene, at Detonationens Intensitet er proportional med den anvendte Svovlmængde. Svovlet indeholder da meget af det Ildprincip, som udvikles ved Detonationen. Svovlsyre er altsaa en Forbindelse af Svovl, som ved Forbrændingen har afgivet sit Ildprincip, med den rene Del af Luften. Det samme gjælder Fosfor og Fosforsyre. Berthollet skjehier dog bestemt mellem Flogiston og Varme, skjøndt disse to Substanser synes ham at være Modificationer af et og samme Princip og ofte at gaa over til hinanden. De ædle Metallers Kalke reduceres saaledes ved Varme ganske som ved det Flogiston, der indeholdes i et uædelt Metal, der fælder dem af deres Opløsninger. Farveløs Salpetersyre flogisticeres ved Ophedning i et lukket Rør. At Flogiston omvendt kan omdannes til Varme, synes ham at fremgaa af, at Zink, der er saa rigt paa Flogiston, ved sin Opløsning i Salpetersyre, kun giver meget lidt Kvælstofoxyd og en forholdsvis ringe Mængde flogisticeret Luft (Kvælstof), medens der udvikler sig en stor Mængde Varme. Ved Forbrændingen udskilles Flogiston i Forbindelser eller i fri Tilstand under for- skjellige Former. Ved Forbrænding af Plante- eller Dyrestoffer forener det sig med Ilt og danner Kulsyre; ved Forbrænding af Fosfor und viger det som saadant og giver Lys og Varme, medens det Radikal, som i Fosforet er forbundet med Flogiston, forener sig med Ilt. I andre Tilfælde synes det alene at give Varme [sigtes herved til Brintens Forbrænding?]. Endelig kan det danne endnu ubekjendte Forbindelser, og Berthollet tænker sig, at den elektriske Materie mulig kan være en saadan. Endnu 1782 udvikler Berthollet sine Anskuelser om Svovlsyrlingens Mellem- stilling mellem Svovl og Svovlsyre med Flogistontheorien som Grundlag3). Han betragter Svovl som en Forbindelse af et ubekjendt Radikal med Flogiston. Ved Mém. de l’Acad. des Sc. 1781, S. 264. 2) Det sidste er jo netop Tilfældet med de fleste almindelige Metaller, men det vidste man ikke dengang. 3) Mém. de l’Acad. des Sc. 1782, S. 600. 6*