Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

46 Syrer, hidrøre fra Syrens Sønderdeling, og at deres Egenskaber ere forskjellige efter de forskjellige Syrer. I Afhandlingen om Pyroforets Iltning1), sammenligner han den brændbare Luft (CO), som han faaer sammen med Kulsyre ved at gløde Alun med Sukkerkul, med andre brændbare Luftarter. Denne giver ved Forbrænding Kulsyre, men de to andre brændbare Luftarter, som faaes ved Opløsning af Metaller i fortyndet Svovlsyre og i Saltsyre, kalder han „air inflammable vitriolique11 og „marin" og mener, at de synes at være, ,,1’un, une espéce de soufre vitriolique, l’autre, une espéce de soufre marin dans l’état vaporeux ou aériforme“. Han ud- taler2), at Analogien med Forbrændingen af Svovl, Fosfor og Kul havde bragt ham til „invinciblement å conclure que la combustion de l’air inflammable devait égale- ment produire un acide“. Særlig antog han ved Forsøg, han i Sept. 1877 havde foretaget sammen med Bucquet3), at der, da denne brændbare Luft var fremstillet af fortyndet Svovlsyre og Jern, ved deres Forbrænding med Ilt maatte dannes Svovlsyrling eller Svovlsyre, medens Bucquet mente, at der vilde dannes Kulsyre. De foretog derfor Forsøget over Kalkvand; der fremkom kun en svag Uklarhed, altsaa var Bucquet’s Mening urigtig, men deraf fulgte ikke, at Lavoisier’s var rigtig. I Vinteren 1781—82 gjentog han Forsøget i større Maalestok sammen med Gengembre4). De tændte Brinten, som fandtes i en Flaske paa 6 Liter, heldte strax en Unze Kalkvand deri, satte derpaa hurtigt en Prop i med et Kobberrør, som ved et bøjeligt Rør stod i Forbindelse med en Iltbeholder, og saa nu for første Gang Ilt brænde i Brint, men hverken dette Forsøg eller et ganske lignende, hvor der istedenfor Kalkvand anvendtes rent Vand og derpaa fortyndet Alkali, førte til noget Resultat, for saa vidt som der i intet af Forsøgene viste sig nogen Antydning af, at der var dannet en Syre. Her var da et meget væsentligt uklart Punkt i Lavoi- sier’s Theori. Og da ikke faa andre Kemikere ved Forbrænding af (uren) brændbar Luft havde faaet dannet Kulsyre, medens der samtidig var gjort mange Erfaringer, som syntes at støtte Cavendish’s Antagelse, at Flogiston var væsentlig identisk med Brint, saa fik Flogistontheorien i Begyndelsen af Firserne et stort Opsving, især ved et Arbejde, som den engelske Kemiker Richard Kirwan offentliggjorde 17825). En af Lavoisier’s væsentligste Indvendinger mod Flogistontheorien var jo netop, at Flogiston var et rent hypothetisk Stof, hvis Existens kun godtgjordes ved Ræsonne- menter af tvivlsom Værdi. Ansete Flogistikere som Scheele og Bergman, ja Stahl selv havde jo udtrykkelig fremhævet, at det i ren Tilstand slet ikke kunde frem- stilles, fordi det i det Øjeblik, det gik ud af en Forbindelse, strax indtraadte i en anden. Men Cavendish havde dog ment, at naar Metaller som Zink eller Jern opløstes i Saltsyre eller fortyndet Svovlsyre, „their phlogiston flies off, without having its nature changed by the acid, and formes the inflammable air6)“. Ogsaa Se ovenfor S. 37. 2) Mém. de l’Acad. des Sc. 1781, S. 468 (ti'ykt 1784); CEuvx’es 2, 337. 3) Ibid. 336. 4) Ibid. B) Philos. Trans. 1782, S. 195. °) Se ovenfor S. 32.