Grundtræk Af Den Uorganiske Kemi

127 sen gennem »Renseren«: en med en Blanding af Jærnilte, Kalk og Savspaaner fyldt Kasse, hvorved den befries for Svovlbrinte, Svovlkulstof og Kulsyre, og føres derpaa ind i Gasometret, en stor, klokkeformet Jærnbeholder, der afspærres ved Vand. Fra Gasometret føres Gassen ud i Ledningerne. Gassen suges fra Retorterne og presses gen- nem Renseapparaterne ved Hjælp af saakaldte Eks- haustorer, der drives ved Dampkraft. Ved Stenkullenes Ophedning i Retorterne udvikles den Brint, de indeholde, dels som fri Brint, dels i Forbin- delse med Kulstof som Kulbrinter, med Kullenes Ilt som Vand, med deres Svovl som Svovlbrinte og med deres Kvælstof som Ammoniak; tillige dannes noget Kulsyre, Kulilte, Svovlkulstof og Cyan. Ammoniakken optages i Kondensationsvandet, og den dannede Opløsning er Ud- gangspunktet for hele Nutidens Ammoniakindustri. Svovl- forbindelserne og Kulsyren optages i Henseren, og kun Brinten, de luftformige Kulbrinter og Kulilten have Be- tydning for selve Anvendelsen af Gassen. Denne inde- holder ca. 50 Proc. Brint, ca. 33 Proc. Methan, 5—10 Proc. tungere Kulbrinter, 5—10 Proc. Kulilte, samt lidt Ilt, Kvælstof og Kulsyre. Gassens Lysevne betinges af dens Indhold af tungere Kulbrinter, thi Brint, Methan og Kul- ilte brænde med ikke-lysende Flamme. Kulstoffets Ilter. Kulstof forener sig direkte med Ilt; forbrænder det under tilstrækkelig Adgang af Ilt eller Luft, dannes Kul- syreanhydrid, C O2; er der derimod utilstrækkelig Luft- tilførsel, dannes Kulilte, C O. Der eksisterer ogsaa et lavere Ilte, Kulunderilte, C3 O2. —■ Tillige kender man Salte af Kuloversyre, hvis Anhydrid vilde være C2 O5. Kulsyreanhydrid, Kuldioxyd, C O2, der i Almindelig- hed benævnes Kulsyre, er som ovenfor nævnt Kulstoffets Forbrændingsprodukt; det dannes ved Forbrænding af