Grundtræk Af Den Uorganiske Kemi

238 ninger som selve Ferrikloridet anvendes i Medicinen. Ved Ophedning af det vandholdige Salt bortgaar Klorbrinte. Ferrisulfat, Fe2 (S O4)3 (»svovlsur Jærntveilte«), faas ved Iltning af Jærnvitriol i Nærværelse af Svovlsyre, idet man sætter Jærnvitriol til en varm, fortyndet Blanding af Salpetersyre og Svovlsyre. Det faas efter Opløsningens Inddampning som en brungul, harpikslignende Masse, der er letopløselig i Vand. Analogt med Aluminiumsulfat giver det med Kalium- og Ammoniumsulfat Aluner, s. k. Jærnaluner, f. Eks. Fe, (S O4)3, (N H4)2 S O4 + 24 H2 O, der oftest ere ametystfarvede, men i ren Tilstand ere farve- løse og krystallisere regulært. Ferrifosfat faas som et næsten hvidt Bundfald ved Fæld- ning af et Ferrisal l med Natriumfosfat og er ligesom Aluminum- fosfat uopløseligt i Vand og i Eddikesyre. S. k. pyrofosforsurt Jærnvand indeholder Natrium-Ferripyrofosfat. Ferrisilikater findes i mange naturlige Silikater og i brunt Flaskeglas. Forbindelser af firegyldigt Jærn, Jærndisulfid, Fe S2, findes i Naturen som Svovlkis (Pyrit) i messing- gule, haarde, regulære Krystaller og dannes hyppigt ved Indvirkning af forraadnende, organiske Stoffer paa jærn- holdigt Vand, der tillige indeholder Sulfater. Det er uop- løseligt i fortyndet Saltsyre og Svovlsyre; ved Glødning i Brint afgiver det Svovl og giver Ferrosulfid Fe S; ristes det under Luftens Adgang, giver det Svovlsyrling og an- vendes derfor i Svovlsyrefabrikationen. Jærndisulfid fore- kommer ogsaa naturligt som Straalkis i rombiske Krystal- ler, der forvitre lettere end Svovlkis og derfor, naar de findes indsprængte i Stenkul, kunne fremkalde disses Selvantændelse (S. 19).