Grundtræk Af Den Uorganiske Kemi

I 20 indtil en vis højere Temperatur er naaet; denne Tem- peratur kaldes Stoffets Forbrændingstemperatur. Ligger et Stofs Antændelsestemperatur ved eller under almindelig Temperatur, siges det at være selvantændeligt: det bryder i Brand i samme Øjeblik, det kommer i Berøring med Luften. — Ved Forbrænding af samme Vægtmængde af et og samme Stof under Dannelse af de samme Produkter, udvikles der altid den samme Mængde Varme, hvad enten Forbrændingen foregaar hurtigt eller langsomt; denne Varmemængde, beregnet paa en Vægtenhed af Stoffet, kaldes Stoffets Forbrændingsvarme; naar 2 Gram Brint forene sig med 16 Gram Ilt til 18 Gram Vand, udvikles der altid saa megen Varme, at man derved vilde kunne opvarme 68360 Gram Vand fra 0° til 1°, 68360 Varme- enheder; Brintens Forbrændingsvarme er derfor 34180 (— 7’ • 68360) Varmeenheder. Ved Forbrændingen vil den samlede Vægt af For- brændingsprodukterne være større end Vægten af det for- brændte Stof; Forøgelsen i Vægt vil netop være lig Væg- ten af den til Forbrændingen medgaaede Ilt. Naar det ved de almindeligst bekendte Forbrændinger ser ud, som om der fandt et Vægttab Sted, ligger dette i, at Hovedmængden af de dannede Produkter er flygtig og derfor undgaar Op- mærksomheden; opsamle og veje vi Produkterne, ville vi finde, at der har fundet en Vægtforøgelse Sted. Lettest viser dette sig, naar man forbrænder et Stof, hvis For- brændingsprodukt er fast og ikke flygtigt, f. Eks. Jærn; det dannede Jærnilte vejer mere end den anvendte Mængde Jærn. De fra det daglige Liv mest bekendte Forbrændings- processer er dem, der tjene os til Varme og Belysning, og ved hvilke kulstof- og brintholdige Stoffer forene sig med Luftens Ilt til Kulsyre og Vand. Disse Processer blive senere nærmere omtalte (se Kulstof). Naar det tidligere (se S. 15) er bemærket, at Brint ikke kan nære Forbrændingen, men selv brænder i Ilt,