Grundtræk Af Den Uorganiske Kemi

28 løselighed i Vand ved Afkøling. Faste Legemer ere i Rege- len lettest opløselige i varmt Vand, Luftarter i koldt Vand. Ogsaa Vædsker kunne hyppigt opløses i Vand, nogle i alle mulige Forhold, f. Eks. Alkohol, andre kun indenfor visse Grænser. Naar andre Stoffer opløses i Vand, syn- ker dettes Frysepunkt, medens Damptrykket (ved .samme Temperatur) formindskes proportionalt med Mængden af opløst Stof. Kogepunktet vil derfor forhøjes ved samme ydre Tryk. Disse Ændringer ske paa lovebestemt Maade (se derom senere). Har Vand opløst saa meget som muligt af et fast Legeme ved en bestemt Temperatur, siges Opløsningen at være mættet ved denne Temperatur. Af de Opløsninger, der ere tilvejebragte ved højere Temperatur, udskiller det opløste Legeme sig ved Opløs- ningernes Afkøling, saafremt der er opløst mere af Lege- met, end Vandet kan holde i Opløsning ved lavere Tem- peratur. Hyppigst vil Legemet da udkrystallisere af Op- løsningen, og de udskilte Krystaller kunne da have op- taget en bestemt Mængde Vand i kemisk bunden Tilstand, som s. k. Krystalvand. Saaledes indeholder krystalliseret Soda næsten 63 Procent Vand som Krystal vand, medens Kogsalt udkrystalliserer ved almindelig Temperatur uden Krystalvand. Som Regel ville Saltene udkrystallisere med mere Krystalvand ved lavere Temperaturer end ved højere, og Krystallerne ville blive bedre udviklede ved langsom end ved pludselig Afkøling af Opløsningen. Krystalvan- det bortgaar i Regelen helt eller delvis ved Opvarmning af Krystallerne; opløses den afvandede Forbindelse igen i Vand, vil den imidlertid atter optage Krystalvand og ud- krystallisere hermed. Enkelte Metalilter, f. Eks. Kaliumilte, optage direkte Vand under stærk Varmeudvikling; det optagne Vand er imidlertid ikke længere tilstede som saadant, og kan i flere Tilfælde ikke engang uddrives af den dannede For- bindelse ved Glødning.