Vulkaner og Jordskælv

51 maa vi tænke os, at Katastrofen den 27de August er gaaet for sig paa følgende Maade. I Løbet af det tre Maaneder lange Udbrud er lidt efter lidt den af gammel Lava bestaaende Jordskorpe, som bar største Delen af Øen, bleven svækket ved den stærke Op- hedning, som efterhaanden smeltede eller blødgjorde den; den gik i Stykker paa flere Steder, hvad der viste sig ved, at Kraternes Antal forøgedes. Maaske har der samtidig paa Grund af de store Masser Aske og Pimpsten, som Vulkanen udstødte, dannet sig underjordiske Hulrum. Til sidst kunde Lavaskorpen ikke længer bære den Vægt, som hvilede paa den: det hele styrtede i Dybet, og Havet brød ind over de glødende Lavamasser. Hvad der saaledes for- svandt i Dybet, var ikke Smaating: paa den sydlige Del af Krakatau fandtes et massivt Lavabjærg paa 2500 Fods Højde, som spaltedes langs en omtrent lodret Brudflade gennem Toppen, og den ene Halv- del fulgte med de nedstyrtende Masser. Ved denne Indstyrtning opstod Bølgebevægelsen, og den store Eksplosion fremkom, idet Havet pludselig fik Adgang til den glødende Lava. Den store dybe Indsænkning mellem de tre nu- værende Krakatau-Øer er saaledes et „Indstyrtnings- Krater”. Man kender adskillige lignende, milebrede Kraterindsænkninger (paa de Azoriske Øer, ved San- torin i det ægæiske Hav o. fl. St.), om hvilke man tidligere troede, at de var opstaaede ved uhyre Eks- plosioner, som havde slynget hele den indenfor Ringvolden liggende Del af Jordskorpen op i Luften. I saa Fald vilde disse Kraterindsænkninger bære Vidne om en Fortids-Vulkanvirksomhed af eksempel- løs Styrke; men efter al Sandsynlighed er de ligesom Krakatau opstaaede ved Indstyrtning af Jorden om- kring virksomme Kratere af betydelig mindre Om- fang.