Elektriciteten
og dens nyttigste Anvendelser

af italieneren Volta aar 1800. Kobbertraaden,'som forbinder pladerne, har faaet flere merkelige egen- skaber. Holder vi den i nærheden af en deklina- tionsnaal (kompasnaal), svinger naalen sig. Vikler vi den om et stykke blødt jern, bliver jernet magne- tisk, men mister sin magnetisme, saasnart traaden tages væk. Traaden selv er ellers i almindelighed uforandret. Klipper vi den over et eller andet sted, ophører virkningerne; men sætter vi enderne sam- men igjen, faar vi dem paany. I det øieblik, da vi fjerner enderne fra hinanden, opstaar der en liden gnist. Man siger, at der i traaden gaar en elektrisk strøm, og at denne er aarsag til de virkninger, som netop er beskrevne. Med dette navn forestiller vi os elementet som en kilde, hvorfra noget, vi kal- der elektricitet, strømmer gjennem traaden, omtrent som naar vand strømmer gjennem et rør. At virkningerne kun opstaar, naar traaden er hel, stemmer godt med denne forestilling. Man kan ogsaa tale om en retning af den elektriske strøm, ligesom af vandstrømmen, idet de to retninger i traaden bestemt skilles fra hinanden ved strøm- mens forhold til magneten. Lægger vi nemlig traaden paa langs over deklinationsnaalen og hol- der vor høire haand langs traaden saaledes, at haandfladen vender mod naalen, og tommelfinge- ren peger til den side, hvortil naalens nordpol slaar ud, saa vil vi altid finde, at fingerspidserne peger mod zinken i elementet. Man er derfor kommet overens om at sige, at strømmen gaar