Hedebogen 1910
Korte, populære bidrag om heden i fortid, nutid og fremtid.

transporterede i Skind eller lignende og skrabede sam- men med Hænderne eller i hvert Fald med meget pri- mitive Redskaber, som der ikke kunde graves i Dybden med, og selv om man har benyttet Oksen, om hvilken det vides, at den var Tamdyr i den yngre Stenalder, saa har dog selve Ophobningen af Jorden og Anbrin- gelsen af Stene maattet foregaa med Haanden fra Højens Fod, — tages disse Forhold i Betragtning, siger vi, saa vil man skønne, at der maa være gaaet mange Somre, inden et saa mægtigt Monument, der ikke sjældent er 15—20 Fod højt og 70—100 Fod i Tværmaal eller endnu større, er blevet fuldendt, selv om mange Hænder har medvirket Man kan ikke tænke andet, end at et saa stort og herligt Mindesmærke, ofte tæt omgærdet med Randstene, maa have været Bygmesterens, Familiens Overhoveds og Slægtens Stolthed; og det maa forstaaes som et Vid- nesbyrd om stor Kærlighed til den eller de døde, som det gemte; — og den Tanke at vandre bort til andre og ukendte Egne, bort fra de døde, hvis Grave de havde bygget °g fredet om med saa megen Troskab, at det lyser igennem Tiden til vore Dage, maa have ligget dem ganske fjernt. Men ogsaa i anden Henseende var de stedbundne — de var Agerdyrkere. I Stiftsmuseet i Viborg findes 11 Lerkar fra Bronze- alderen (Urner) med tydelige Aftryk af Byg- og Hvede- korn*). Kornene er bievne æltede ind i den raa Ler- masse, hvad ogsaa kunde tænkes at ske nu tildags, og ved Brændingen af Karret er Kornet forkullet og hen- smuldret, men Aftrykket, Formen, er bleven tilbage i Urnen og staar som et uomstødeligt Bevis for, at Bronze- aldersfolkene har dyrket disse Kornsorter i Viborgegnen; *) Ogsaa i Nationalmuseets Urnesamling er fundet en Del Af- tryk af Byg, Hvede og Hirse.