Hedebogen 1910
Korte, populære bidrag om heden i fortid, nutid og fremtid.

10 Der vil nu være Anledning til nærmere at se paa, hvilke Ejendommeligheder disse Højrækker frembyder, selv om en Artikel, som denne, paa nogle faa Sider, maa nøjes med en løselig Skitseren deraf. I Aarene 1899—1902 har Nationalmuseet foretaget om- fattende Undersøgelser af Højrækker, liggende i de syd- lige Limfjordsegne, og Direktøren, Dr. phil. Sophus Mul- ler har gjort de indvundne Resultater tilgængelige i >Aar- bøger for nordisk Oldkyndighed og Historie« 1904, i en Artikel: »Vej og Bygd i Sten- og Bronzealderen«. I Egnen fra Limfjorden og omtrent 4 Mil Syd, hvor Museet har foretaget sine Undersøgelser, findes et over- ordentlig stort Antal Gravhøje, snart liggende i mile- lange Linier, snart i kortere Stykker eller i Grupper; — en absolut sammenhængende Kæde — en eneste fort- sat Færdselsvej — paa den ca. 12 Mil lange Strækning fra Vesterhavet indtil Øst for Viborg, som har været Gen- stand for Undersøgelse og Iagttagelse, kan ikke paavises, det vilde ogsaa være utænkeligt; men tages Høj limerne som Nutidens Kendemærker paa Oldtidens alfare Veje - af Grunde, som foran er nævnt —, saa faar man en Hovedvej — et Vejnet — der strækker sig fra Vester- havet ved Trans over Ramme, Lomborg, Romb, Fabjerg, Gudum, Resen til Venøbugten, »Kilen« Vest for Struer; paa denne Strækning løber den ret Øst. — Fra Venø- bugten bøjer den mod Syd og Sydøst til Holstebro og Mejrup, derfra mod Nord hen imod Stubbergaard Sø og endelig mod Sydøst ind til Halvøens Midte. Til denne Hovedlinie eller Hovedvej, som den kunde kaldes, støder flere mindre Højrækker Biveje af indtil et Par Mils Længde, og det hele former sig i Bil- ledet af et fuldstændigt Vejnet, som har forbundet Landet imellem Limfjorden og Storaa og Vest for Karup-Skive Aa med det indre af Landet.