Hedebogen 1910
Korte, populære bidrag om heden i fortid, nutid og fremtid.

12 og siden hen, som Slægtens ældste, rejse Mindesmærke for sine Døde, hvor han og de havde levet. Hvor Sten- og Bronzealders-Folkenes Veje furede sig dybt i Jorden paa Grænsen af de store Heder, der har ogsaa Vejen gaaet op i den historiske Tid, og de samme Hovedlinier følges den Dag i Dag; hvor den hedenske Befolknings Bygder laa, der har ogsaa senere Tiders Be- folkning boet, og der kendemærkes fra den kristne Tids Begyndelse og op til vore Dage Egnen med Kirker, hvis Taarne hæver sig højt over de lange Højrækker. Gaar vi Vejen, som ovenfor er omtalt, igennem en Gang endnu, finder vi, idet vi atter tager vor Udgang fra Havet Syd for Bovbjerg, af Kirker i eller ved Høj- linierne mod Øst: Trans, Ramme, Lomborg, Romb, Fa- bjerg, Gudum og Resen; — heraf ses, at Kristendom- men har plantet sit Banner midt i den tætteste he- denske Befolkning paa den jydske Halvø; — denne An- tagelse laa jo i og for sig nær; men de fornævnte Un- dersøgelser har bevist dens Rigtighed. Følger vi Oldtidsvejene videre mod Syd og Øst, træf- fes i den kristne Tid Ølby, Maabjerg, Bur, Idom, Nørre Felding, Holstebro, Mejrup, Sevel, Sal, Eising og Røn- bjerg Kirker. Der er Anledning til nærmere at tænke over og at søge en rimelig Forklaring for, at Kirkerne saa ofte findes, hvor Gravhøjene ligger tættest, og h\oi man maa antage, at ogsaa den hedenske Gudsdyrkelse har haft sine Brøndpunkter, hvor Stammens >Godahov< har ligget, og hvor »Goden« (Præsten) har bragt Guderne de Ofre, som Stammen eller den enkelte sonede. Hovedfærdselen er sikkert allerede i den tidligste Tid gaaet ad de Linier, som Kirkerne betegner; men den Tanke ligger ogsaa nær, at Kirken er rejst saa at sige paa samme Grund, som Templet forhen indtog, ja, at det