Hedebogen 1910
Korte, populære bidrag om heden i fortid, nutid og fremtid.

38 Dands inde paa Bordet. Hundrede Favne kunde være nok til tre Timer. Gillekrogen sad oppe i Bjælken og den bar alt Garnet under Bindingen. Der blev nu en vældig Kappestrid imellem de to, der var parrede sam- men, om at blive først færdig. Mandfolkene var i Re- gelen de mest udholdende Bindere, og naar Mundene og Fingrene havde været i Gang til Midnat, var man træt og gik hver til sit. De unge kunde dog en Gang imellem endnu faa sig en lille Svingom, og den sidste Aften om Foraaret skiltes man efter en lille Lystighed. Ved et givet Tegn skyndte enhver sig afsted, og den allersidste, der slap ud, fik saa en Lysestump smidt i Enden og blev for Spot siden kaldt Brandæjst til stor Morskab for de andre. Endnu i vor Tid har man kun- net se Børn gaa med Garnkrogen fæstet i Vesten ellei Kjolen oppe under Skulderen, men Binderiet er nu ikke længere almindeligt. Belysningen ved Aftenarbejde var saa tarvelig som mulig. Kun sjælden brugtes Tællelys, og de var endda meget tynde, for der var næsten ingen Tælle i de magre Hedefaar, der slagtedes, og de gav kun lidt Lysning, som de der stod og blavrede paa Bordet. Som Regel brugtes smaa Tranlamper, der hængte ned fra Loftet, men de osede stærkt og lyste kun lidt. Vinden havde frit Spillerum ind ad Vinduer, Døre og Loft, og Folkene havde megen Møje med at bjærge sig for Kulde om Vin- teren, da den lille Bilægger eller Pottekakkelovn kun gav lidt Varme fra sig. For at spare paa Lys og Tran fandt man da paa at tørre de i Moserne opgravede Fyrre- træer og kløve dem i lange Skjælde. Disse Pinde tænd- tes i (len ene Ende, og Børnene skulde skiftes til at holde dem for de arbejdende og tænde ny, naar de gamle var brændt ud. Det var en meget kjedelig Bestilling, og der