Hedebogen 1910
Korte, populære bidrag om heden i fortid, nutid og fremtid.

44 den snarere som o og e i saadanne Ord, hvor Østjyden bestemt fastholder u og i, altsaa siges ikke Skz (Ske) men Skeje, ikke hue (hvor) men hower. Deraf Tale- maaden: Østjyden spørger: Huer er du fræ? og Vest- jyden svarer? Hower ær do, å hower vel do, å hower skal do, saa de hejele blywwer te jænne Horreri mæ dæ. Man træffer endnu mange gamle Dialektord paa Heden, som ikke bruges andensteds. 6. Ægteskab og Børn. Medens Østerboerne som Regel giftede sig med kjendte, ja, endog beslægtede og næsten altid holdt sig til deres egen By eller Nabobyerne, naar de valgte eller lod de- res Forældre vælge dem, som de skulde leve Livet med, og en Byes Indbyggere saaledes i Længden blev saa be- slægtede, at det hele kom til at hænge sammen som Ærtehalm, har Hedeboen for det meste baaret sig helt anderledes ad. Han har som ung gjærne været en Del omkring, dels til Markeder og dels ude paa anden Han- del, ja, mange har endog været ovre paa Øerne, derfor kunde et Ægtepar tit være fra meget forskjellige Egne. Her som andensteds kunde der nok være nogen Bereg- ning med i Spillet, men dog ikke i nogen særlig Grad. Der saaes mere paa Dygtighed end paa Penge, og paa, at man kom i Slægt med gode Folk. Mand og Kone hjalp hinanden trolig i Arbejdet, og det var helt almin- deligt, ja, hørte til Regelen, at Konen kjørte Harven, mens Manden saaede, at hun læssede Gjødning, mens han kjørte ud, at hun stod paa Loen med ham og tarsk, og ingen andre end Kvinderne gav sig af med at rense Kornet. Da Kvinden havde saa meget Udarbejde, er det let forstaaeligt, at det inden Døre maatte komme til at skorte en Del paa Hyggelighed og Renlighed, hun kunde ikke være alle Steder og havde da saa godt som intet