Hedebogen 1910
Korte, populære bidrag om heden i fortid, nutid og fremtid.

47 inende dertil langvejs fra. Mange havde over en Mil at gaa, men en saadan Vejlængde regnedes for intet. Der findes heller ikke endnu nogen Steder paa Landet saa god Kirkegang som paa Jyllands Hede. Det meget ensomme Liv gjorde Tankerne indadvendte og fremkaldte mange Særsyn, som af Kjøbstadfolk og nydelseslystne Mennesker ikke kan forklares. Der var mange Kvinder, som inaaske kun én Gang i deres Liv havde været i en Kjøbstad og aldeles ingen Forstand havde paa Kjøbstadliv. Men de længtes heller ikke efter at lære det at kjende. De fra Sønderjylland hjemvendende Kvægdrivere og de Ungkarle, der drog ud paa Uldtøjshandel eller som Kræmmere, havde meget at fortælle, naar de kom hjem, og det tilfredsstillede Ny- hedsbegjæret, og gav Folk derhjemme et Begreb om den store Verden uden for. Ingen tog Del i det offentlige Liv, og til ukjendte Folk sagde man altid du. Luen eller Kaskjetten kom ikke af Hovedet uden en Gang imellem ved Bordet og i Sengen, men det var just ikke Bevis paa, at man ikke vilde vise nogen Høflighed. 8. Gilde og Fest. Det mest ejendommelige i Hedeegnene var og er endnu — deres Blusbrænding. Denne fandt Sted enten Voldborg Aften eller Pintseaften eller St.-Hans Aften, og det er en meget gammel Skik, der dog i vor Tid har tabt sig meget. Syd for Vejle Aa brændtes kun St.-Hans, men Nord for kun Voldborg. Grændsen for Voldborg og Pintse var paa en længere Strækning Karup Aa. Men i de vestlige Hedesogne var det St.-Hans, saa at Pintse ligesom dannede et Midterparti et langt Stykke mod Syd, der afgrændsede St.-Hans fra Voldborg. Flere Steder havde de unge Pintseboder, og i Udmar- kerne er der endnu flere Steder kjendelige Spor deraf,.