Bidrag til dansk Haandværkerundervisnings Historie
Ved Det Tekniske Selskabs halvhundreaarige Jubilæum den 18. september 1893

2 VÆRKSTEDSOPLÆRELSE. deleiser her kunne benyttes. Lige til Maskinerne trængte frem, forblev Værktojet og den Arbejdsmaade, som betingedes ved det, ja Haandværkernes hele Liv væsentlig uforandret. Det er de samme simple Redskaber, vi Tiderne igjennem finde f. Ex. i Smedenes Værksteder, og de paa hinanden føl- gende Smedeslægters Ma-al er stadigt det samme: at kunne bruge Redskaberne med’ kunstøvet Haand. Paa deri i Metal støbte Sebaldusgrav i Nürnberg har Mesteren Peter Vischer 1529) afbildet sig selv; han staar i Skjødskind med sit Værktoj i Haanden. Spörgsmaalet om, hvorledes Fortidens Haandværkere bleve uddannede, kan kun faa eet Svar: Ved Oplærelse i Værk- stederne. Den gamle Typograf, der den 1. Juli 1646 kom til »den höjberömte og meget kunstrige Kunst, Bogtrykkeri, hos Mel- chior Martzan, Akademiets Typograf«, d. e. Universitetets Bog- trykker i Kjøbenhavn, beretter om 5 Aars Lære. Og gaa vi 200 Aar frem, træffe vi ganske det Samme. Istedenfor de törre Almanakoptegnelser kunne vi nu ty til (i alt Fald Be- gyndelsen af) en ganske udførlig Levnedsbeskrivelse, men dens Forfatter, Typograf Theodor Lund, der 1850 blev Svend i Kjø- benhavn, har med Hensyn til sin Uddannelse ogsaa kun at berette om en jaarig Lære. Værkstedet var Eet og Alt. Den 1801 i Skjelskør fødte C. C. Hornung, den senere saa bekjendte Pianoforte-Instrumentmager i Kjøbenhavn, blev allerede i sit 8de Aar sat til at arbejde i sin Faders Profession, Hattemageri, og kunde, da han var 14 Aar, ved eget Arbejde frembringe en Hat, men han, kunde ikke læse i en Bog, ja ikke skrive sit Navn. Dag efter Dag blev Arbejdet øvet fra tidlig Morgen