Bidrag til dansk Haandværkerundervisnings Historie
Ved Det Tekniske Selskabs halvhundreaarige Jubilæum den 18. september 1893

4 VÆRKSTEDSOPLÆRELSE. hedder om Drengenes Oplærelse: »Ingen Mester maa for- sømme sin Dreng udi hans Læreaar med Undervisning paa Haandværket.« I Fortidens smaa Haandværksbedrifter hver med een höjst to Drenge under den personligt medarbejdende Mesters umid- delbare Tilsyn fandt der en dygtig Oplærelse Sted. Men man maa derfor ikke tro, at Lærlingene omtales meget i Lavenes gamle Skraaer. Forholdet har fra først været væsentlig frit uden Bestemmelser om f. Ex. Alder og Læretid, saaledes at der i to Flensborg-Skraaer fra 1437 (Skomagernes og Pels- nernes) endog kan hentydes til, at Lærlinge kunne gifte sig. Kjøbenhavns Tømrere holde (1574) ikke Drenge, men »Lære- karle«, og i Tyskland er der ofte Tale om forholdvis gamle Lærlinge. Da det (1564) bestemtes, at Blikkenslagerne i Nürn- berg ikke maatte antage nogen Læredreng, der var over 15 Äar, erklærede de, at med saa unge Folk kunde de ikke fremme deres Fag. Nürnbergs Tømrere antog ingen Lærling, der var under 16 Aar, og i Skraaen for Byens Guldslagere er Grænsen formentlig endnu höjere, idet der kun bestemmes, at Fagets Lærlinge »skulle være ugifte«. Først i Slutningen af det 15 de Aarhundrede træffe vi her i Landet paa bestemte Læreaar, 5 å 6 for Guldsmedene, 1 å 2 for Tømrene, 3 å 4 for de fleste andre Fag. Og fra det 16de Aarhundrede spiller Lærebrevet, d. e. vedkommende Mesters eller Lavs skriftlige Bevidnelse af en vel udstaaet Læretid, en væsentlig Rolle. I det 17de Aarhundrede dukker det derefter op, at Læreaarene bör afsluttes med en Prøve, som fra 1762 slaas nøjagtigt fast i en Række særligt bestemte Svendeprøver.