Bidrag til dansk Haandværkerundervisnings Historie
Ved Det Tekniske Selskabs halvhundreaarige Jubilæum den 18. september 1893

SVENDEVANDRINGER. 7 »som hid komme ud af fremmede Lande« for at tage Tjeneste i Kjøbenhavn; 1550 »formeres« det kjøbenhavnske Væverlav »af danske og synderlig skotske Folk«; 1609 tales der om Sadelmagersvende »aus Deutschland«; 1623 forudsættes det, at Kjøbenhavns Remsnidere faa »adskillige Nationers Folk« i deres Tjeneste, og 1629 hedder det, at Byens Rothgietere ftiaa udlære »ærlige Folks Börn, af hvad Nation det være kan.« Det kunde herefter synes, som om der strømmede Haand- værkere Alverdens Steder fra til Danmark, men man lærer hurtigt, at det væsentlig kun er Tyskland, der i saa Henseende spiller en Rolle. De tyske hertil indvandrede Haandværkere fik ikke ringe Betydning for det danske Haandværks Udvikling, men her skulle vi udelukkende dvæle ved den Oplærelse, danske Haandværkere eller rettere danske Svende — ti det var kun Svende, der vandrede — fik i Udlandet og da særlig i Tyskland. Vandringen var en væsentlig Bestanddel af den haandværksmæssige Uddannelse. 1493 forudsættes det i de Odense Skinderes Skraa, at Drengen vil vandre, saa snart hans Læretid er ude, og 1639 paalægges det Helsingørs Borgemestere og Raad at give en- hver af de i Byen udlærte Bagere et Lærebrev med Byens Segl under, »paa det han desbedre maa passere, om han vil vandre«. Vandringen er altsaa paa en vis Maade Læretidens Fortsættelse, og dens Frugt skal særlig vise sig, naar Svenden, der vil være Mester, skal gjöre sit Mesterstykke. Men der- for hedder det ogsaa i Skraa efter Skraa — tidligst 1491 for Smedene i Roskilde — at kan Svendens »Mestergjerning« ikke staa sin Prøve, »da skal den Broder vandre paany, ind- til han kan hans Embede (d. e. Haandværk) vel«.