Bidrag til dansk Haandværkerundervisnings Historie
Ved Det Tekniske Selskabs halvhundreaarige Jubilæum den 18. september 1893

8 VANDRINGER. Men hvad der oprindeligt var frivilligt, blev efterhaanden tvungent. 1630 ere Helsingørs Skrædere misfornøjede med, at »unge Karle«, som »ikkun have lært hos Skrædere paa Landet og ikke vandret paa deres Embede«, kunne blive Mestere i Byen. Og paa denne Tid begynder det da ogsaa at blive fordret i Fag efter Fag, at den, der vil være Mester, skal have vandret i et bestemt Antal Aar. Allerede 1612 for- langes det i de kjøbenhavnske Sadelmageres tyske Skraa, at den vedkommende Svend skal have vandret mindst 3 Aar i Udlandet. Snedkerne i Helsingør (1652) og Kjøbenhavn (1653) holde ogsaa paa 3 Aar, medens f. Ex. Kjøbenhavns Stenhug- gere (1661) mene, at eet Aar er nok, men dette ene Aar maa ogsaa til, »paa det at Staden med gode, erfarne og bekvemme Mestere i samme Haandværk og Kunst kan vorde forsynet«. Det er en ikke ringe Virkning, der her tillægges eet Aars Vandring. Men heraf kan det formentlig just ses, i hvor höj Kurs Vandringen stod som Oplærelsesmiddel. Og i det Hele kan det erindres, at da Niirnbergm esteren Peter Vischers Sön Hermann drog til Rom, hjembragte han derfra »viel künstliche Ding, die er aufgerissen und gemacht hat, welches seinem alten Vater wolgefiel und seinen Brüdern zu grosser Übung kam«. Det er herefter let forklarligt, at de Lettelser og i det Hele de Skikke, som danske Svende traf paa deres Vandringer i Udlandet, lidt efter lidt bleve indførte her, og hertil hørte da først og fremmest et Herberge eller en Kro. 1612 nævnes første Gang en Svendekro i Kjøben- havn; det er Skrædersvendenes. Men 10 Aar efter er en Kro almindelig i en Række Fag. Det paalægges Older-