Bidrag til dansk Haandværkerundervisnings Historie
Ved Det Tekniske Selskabs halvhundreaarige Jubilæum den 18. september 1893

12 I FORFALD. det ved deres Vandring opnaaede Udbytte, og samtidigt blev det at vandre brugt — som en Straf. Mesterne vaagede skin- sygt over, at den ene af dem ikke tilegnede sig den andens Svende, og derfor træffe vi f. Ex. hos Kjøbenhavns Skrædere (1600) en Bestemmelse om, at den Svend, der uden billig Aar- sag forlader sin Mesters Værksted i urette Tid, »han skal van- dre og ikke fange Arbejde hos nogen Lavsbroder her i Kjø- benhavn i et Aar«. Straffen har muligvis ikke altid været ukjærkommen, men i alle Tilfælde hjalp den til at skabe en Række farende Svende, der rejste med alt Andet end Haan el- værkets Tarv for Öje, for hvem det væsentligst kom an at faa den Skjænk, som de zünftige Regler tilsagde dem rundt om i Lavene. Der opstod professionelle Rejsende, hvis Skarer efterhaanden voxede stærkt. Da C. C. Hornung 1824 kom til Lütjenburg, saa han her paa Hattemagernes Lavshus henved 60 Svende sidde ved Brændevin, 01 og Tobak. Det var væsentlig Vagabonder, af hvilke nogle havde gjennemvandret den störste Del af Evropa uden i flere Aar at have arbejdet blot et eneste Sted. De fegtede sig frem ved den saakaldte Gechenck, som de forøgede ved at betle, navnlig for at faa det störst mulige Kvantum Brændevin. Og det Samme gjentager sig andensteds. Da den senere Dampmøller Troels Marstrand 1835 kom til Bager- herberget i Hamburg, traf han her »Masser af lasede, bar- benede Sjouere«. Det var Herbergets Stamgjæster, der aarevis rejste om i Verden, uden at det kostede dem Noget, de saa kaldte »Stromere«, der trods deres reducerede Tilstand i Zünf- tighed holdt paa en Række »latterlige gamle Skikke«, hvis .. . .