Bidrag til dansk Haandværkerundervisnings Historie
Ved Det Tekniske Selskabs halvhundreaarige Jubilæum den 18. september 1893

STIGENDE ANTAL LÆRLINGE. Udførelse — det er Marstrands Ord — ofte endte med »Slags- maal og forfærdelig Forstyrrelse«. Og disse Forhold kunne føres langt tilbage. 1688 klages der i Brunsvig Wolffenbüttel over, at Svendene ikke vandrede for Haandværkets Skyld, »men af Dovenskab og for at kunne leve paa andre Folks Bekostning«. Vandrelivet forfaldt med andre Ord, og lidt efter lidt kom ogsaa Værkstedsoplæreisen i Forfald. Allerede tidligt ses det, at Drenge maa være løbne af Lære (Kjøbenhavns Guldsmede 1496, Flensborgs Malere, Guld- smede, Glarmestere og Snedkere 1497 o. s. v.), men Skylden har vel næppe altid været Drengenes. Betegnende er det saaledes, at vi fra 1622 gjentagende finde det udtalt i Lavs- skraaerne, at Mesterne ikke maa bruge deres Læredrenge »til anden Bestilling end hvis samme Haandværks Bestilling ved- kommer til Drengens Forbedring«. De blive misbrugte til Husgjerning1, og samtidigt havde Mesterne begyndt at have flere Lærlinge, hvad der ganske sikkert yderligere har medvir- ket til at gjöre Oplæreisen mindre grundig. Kjøbenhavns Possementmagere maa (1634) have indtil 4 Lærlinge. Og nogle Tal fra Tiden for og efter Pesten 1711 i Kjøbenhavn synes at belyse Forholdene. 1710 havde 1434 Mestere i 38 Haandværkslav 573 Drenge, og 1712, da Mesternes Antal i de samme Lav var sunket til 746, var Drengenes Antal 298, men 1715 vare de tilsvarende Tal 974 og 880. Fra i 1710 at være kun 40 pCt. af Mesternes Antal vare Drengene i 1715 voxede til 90 pCt. 1 Det er enestaaende, naar det i Kjøbenhavns Vantberederes Skraa af 1624 hedder, at Mesteren maa bruge Lærlingen »til hvad Gjerning han vil«.