Privatbanken i Kjøbenhavn
1857-1907

TRÆNGSLERNES TID 125 ligge i, at dens Aktier pludselig viste sig at være et udbytteløst Papir, der ikke engang gav saa mange Renter som en almindelig kgl. Obligation. Til alt Uheld havde Industribanken Aaret før op- vist et saa stort Tab, at ej alene Aarets Udbytte og hele Reserve- fonden gik med til at dække det, men desuden for 1 Mill. Kr. af dens Aktiekapital. Det kunde have været dræbende for Privat- banken at udfordre til en Sam- C. Liebe Konto for dette jo i menligning hermed ved nu at møde frem uden Reservefond og — uden Udbytte. Tiden har givet hine Mænd Ret. Men det kan ikke undre, at al den Modvillie og Mistillid, som nu gennem tvende Aar havde opsamlet sig mod Tietgen og Privatbanken, paa Generalfor- samlingen (den 9. April 1878) slog ud i lys Lue. Det blev en uhyggelig og stormende Generalforsamling. Først og fremmest gjorde Oppositionen med stor Styrke gældende, at naar der paa den fremlagte Balance paa forskellige Aktiver var opført 2,85 Mill. Kr., saa var Uoverensstemmelse med de kritiske Revisorers Evaluation — paa selve Regnskabet havde saaledes den i Statuternes § 45 paabudte Evaluering af uvisse Fordringer ikke fundet Sted. Hvis derfor nu Generalforsamlingen simpelthen gav den af Bankraadet ønskede Decharge, vilde dette faktisk involvere en Statutforandring — og en saadan havde Generalforsamlingen ingen Myndighed til at foretage, da Dagsordenen intet Forslag indeholdt herom. Dirigenten, Højesteretsadvokat Liebe, afviste denne Paastand pure, ligesom han ogsaa nægtede at lade optage Afstemning over