Privatbanken i Kjøbenhavn
1857-1907

126 TRÆNGSLERNES TID et fremsat Forslag, som gik ud paa Nedsættelsen af et Udvalg paa 3 Aktionærer til sammen med den i Statuterne omtalte Regerings- kommissær at undersøge, om ikke en Fjerdedel af Aktiekapitalen var tabt og dermed Selskabet pligtigt til at opløse sig. Ej heller modtog han et Forslag til en motiveret Dagsorden i samme Retning. Ved netop saa direkte at sigte paa Bankens Undlivelse og ovenikøbet hertil søge Regeringens Bistand, tabte Oppositionen Slaget fuldstændig. Men alle gode Kræfter var ogsaa i Ilden for at værne Institutionen mod dette planløse, ildesindede og over- drevne Angreb. Som alt antydet kørte først og fremmest Liebe som Dirigent Forsamlingen i stramme Tøjler. Hans hvasse og rappe Formalisme skar igennem som en Damascenerklinge, hvis skarpe Æg blot ved den letteste Berøring gav alle farlige For- slag dræbende Saar. Dernæst kæmped’ Broberg som en Løve, Melchior advarede paa sin mildt indtrængende Maade mod Ube- sindighed og Fremfusenhed, Fenger talte med klog og koldblodig Veltalenhed Tilhørerne trætte, og tilsidst gik den ene af de kritiske Revisorer, I. H. Mannheimer, paa saa vederhæftig Vis i moralsk Borgen for Bankens Sundhed og Levedygtighed, at dette endelig gjorde Udslaget. Det af Oppositionen stillede Forslag, hvorpaa tilsidst Slaget toges, nemlig et Forslag til en ny motiveret Dags- orden, der misbilligede, at den i Statuternes § 43 paabudte Eva- luation ikke havde fundet Sted, forkastedes, efter en nøje Prøve af de tilstedeværende Stemmers Gyldighed, med 289 Stemmer mod 76 Stemmer. * * * Truende havde det set ud, ilde var det — men vel gik det. Efter at Stormen hin 11. April havde rystet Banken i alle dens Fuger uden dog at have kunnet vælte Huset, løjede den langsomt af. Endnu i 1879 var der Efterdønninger paa Generalforsamlingen, da Bankraadet paany vilde fordele 4 pCt. af Aarets Nettofortjeneste