Privatbanken i Kjøbenhavn
1857-1907

PRIVATBANKENS STIFTELSE 9 hans Medindtræden var betegnende nok: han vilde haabe, skriver han, at det nye Foretagende vilde være i Stand til at forebygge, at danske Kapitaler gik ud af Landet for at deltage i de mange Projekter, som i hint Aar udkastedes rundt om i fremmede Lande. Hermed var Tolvtallet naaet — og vanskeligt kunde en Kreds have været bedre og mere repræsentativt sammensat paa det da- værende Tidspunkt. Men var Mændene gode, var Tiden, det ikke mindre. Var Tylvten en velegnet Stifter-Kreds, var Tiden den gunstigst mulige for slig en Nydannelse. Thi det Gamle var udslidt og segnefærdigt, og Trangen til det Nye levende og frugtbar. Kjøbenhavn var endnu en voldstængt By med snævre Gader og dybe Rendestene, med Tranlamper og Vandposte, en By fuld af toppede Brosten, af gabende Kælderhalse og fremspringende Stentrapper, af løjerlige Gyder, Smøger og Baggaarde. Endnu i 1850 havde Staden kun 150,000 Indbyggere, der i alt væsentligt levede det samme tarvelige og taalsomme Spidsborger-Liv som deres Fædre før dem i højsalig Frederik den Sjettes Dage. Først ved den saakaldte Demarkationslinies Flytning ifølge Loven af 6. Januar 1852 blev »Broerne« Nørre- og Vesterbro aabnede for fri Be- byggelse. Men endnu længe, længe efter var Jernbanestationen en fjernt-, næsten afsidesliggende Bygning paa den anden Side Stadsgraven, hvortil Vejen gik gennem en snæver Fæstningsport og over en lang smal Bro — og netop først i 1856 kom Jernbanen til at gaa lige til Korsør. Al anden Samfærdsel til Lands foregik ved Diligencer, tunge, støvede Karosser, der rumlede ud fra Postgaar- den paa Købmagergade. Til Frederiksberg gik der faa Gange daglig nogle skumle og klodsede Køretøjer, saakaldte Omnibus’er, hvis Udseende sikkert i vore Dage vilde vække skadefro Jubel blandt Gadens Ungdom. Man havde vel først i Halvtredserne faaet Telegrafforbindelse med Hamborg og Sverige, men paa